Når hun ikke sidder i vindueskarmen på Grafikværkstedet og skitserer med grafit eller tegner med en hjemmelavet sukkerblanding på sine kobberplader, bevæger den svenske kunstner Linnéa Gad sig fra rum til rum, fra aquatinte til syrebad til dybtrykspresse. Hun tager alle værkstedets ætseteknikker i brug for at skabe et malerisk udtryk i sine grafiske værker, som bliver en del af hendes soloudstilling Luster Pit på det kunstnerdrevne udstillingssted RØM.
”Jeg elsker at lære et nyt håndværk; det er som at lære et nyt sprog!” fortæller Linnéa, efter hun har forklaret om de mange stadier i udformningen af hendes grafiske værker. Hun har lidt erfaring med grafik fra sine studier på Parsons The New School of Design i New York, men har ikke tidligere arbejdet med aquatinte, som hun gør på SVK. Værkstedskonsulent Bjarne Werner Sørensen og kobbertrykker Mette Marott har rådgivet hende.
På en tavle har Linnéa hængt nogle prøvetryk op. De kølige og sarte farver giver billederne et subtilt udtryk. Motiverne befinder sig forskellige steder mellem figuration og abstraktion. Og det er en del af ambitionen: ”Jeg vil gerne gøre billederne så tilpas abstrakte, at de minder beskueren om noget, men noget, som hun eller han ikke helt ved, hvad er”, siger Linnéa. Det er en hårfin balance. Udgangspunktet for motiverne er fotografier, hun selv har taget, fundet i bøger eller på nettet. De fungerer som referencer, og hun ser helst, at det grafiske motiv forandrer sig i processen; at det bevæger sig fra det mere eller mindre genkendelige på fotografiet og hen mod noget mere abstrakt. Hun vil holde fortolkningsrummet åbent.
Acetone, sukker, harpiks, asfalt og syre
– Lag på lag på lag
Det er en omfattende lag-på-lag-proces med brug af mange materialer og maskiner. Først renser Linnéa kobberpladen for snavs og olie. Dernæst laver hun en toner transfer; et aftryk af fotografiet overføres til pladen ved, at acetone hældes over plade og print af fotografiet, som så går gennem trykpressen. På den måde skabes det utydelige udgangspunkt for motivet. Herefter laver hun sugar lift; en metode til at skabe maleriske elementer og marmoreringer på kobberpladen med sukkeropløsning og pensel. Hun er desuden en af de få, der bruger værkstedets aquatinte-maskine, som lægger et lag af smeltet harpiks på kobberpladen, som så at sige lukker det lag af ætsninger, der er lavet, så hun kan lave nye. Linnéa maler med en hard ground af flydende asfalt for at skabe hvide områder i sine billeder. Hun er hele tiden nødt til at tænke i negativer; det, der på kobberpladen er mørkt, bliver lyst på papiret og omvendt. Til sidst lægger hun kobberpladen i syrebad og skaber bløde farveovergange ved at lave bølgebevægelser, eller hun maler med syre på pladen, en teknik, der hedder spit bite, og som giver en subtil effekt på papiret, som minder om akvarelmaling.
Landskabet set ovenfra og indefra – mellem det abstrakte og det figurative
Prøvetrykkene på tavlen giver associationer til forskellige former for natur – skovbund, mos, træstubbe, et bjerglandskab, en sø eller et blik ned i vulkanens indre, havet og himlen. Linnéa fortæller, at hun er vokset op i Skærgården i Sverige, og at hendes far var pilot. Hun så på landskabet fra hans fly. Man genkender fugleperspektivet i nogle af trykkene. ”Jeg fik den følelse, at jeg havde nået kapaciteten af, hvad mine øjne og min hjerne kunne tage ind”, fortæller hun om flyveturene, hvor landskabet under hende blev et abstrakt billede og på lignende måde om den sløring af blikket, der kan ske, når man befinder sig midt i naturen, så tæt på, at man mister overblikket, at helheden forsvinder. Linnéa knytter balancen mellem det abstrakte og det figurative, som hun arbejder med i sin kunst, sammen med de overvældende synsindtryk fra flyet og andre intense oplevelser af naturen.
Inspirationen til arbejdet med ætsning har hun fra den hollandske kunstner Hercules Segers, som i 1600-tallet skabte landskabsmotiver, der (bevidst eller på grund af fejl) bevægede sig mod et mere abstrakt udtryk. Han lavede desuden flere tryk af samme kobberplade i forskellige farver. Begge dele usædvanligt på hans tid. Og noget Linnéa har ladet sig inspirere af i sit eget grafiske arbejde.
”Jeg kan godt lide at arbejde i mange lag og med transparens, som man gør med ætsning. Det vil jeg gerne fortsætte med og videreudvikle”, fortæller Linnéa, hvis udstilling åbner d. 19. januar på RØM.
Skrevet af Helene Johanne Christensen