Hop til indholdet.

Projekt

POWER PLANT

2018 / Billedkunst

Billedkunstner Tina Maria Nielsen har længe ønsket at indgå i et kunstnerisk samarbejde med de to tyske kunstnere Antonia Low og Stella Geppert, der tidligere har udstillet i det kunstnerdrevne udstillingssted Skulpturi. Dette realiseres nu i Kunsthal Nords rustikke rammer med en stedsspecifik fællesudstilling.

Jun. 2018

At tage udgangspunkt i det konkrete sted og den kontekst, værkerne kommer til at indgå i, er noget de tre kunstnere har til fælles. På en researchtur til Aalborg i foråret 2017, fik de indblik i byens energihistorie og i Nordjyllandsværkets produktion. Dette inspirererede dem blandt andet til at bruge kul og restprodukter fra energiproduktionen i udviklingen af værkerne.

Tina Maria, Stella og Antonias arbejde udspændes mellem installation, skulptur og performance. De udvikler individuelt deres værker og inddrager hver sit kunstneriske udtryk, men med et tæt samarbejde i atelieret og med udgangspunkt i udstillingsstedets mange betydninger og historiske referencer opstår en særlig dialog værkerne imellem, både materialemæssigt og formmæssigt.

Organiske efterladenskaber
På gulvet i Turboladens store lyse rum står og ligger en række konstruktioner i metal. Et metalskelet danner ramme for Stellas performative installation. Ved siden af står Antonias bøjede metalkonstruktioner, og på midten af gulvet bygger Tina Maria en kæmpemæssig mobile af balancerende metalstænger. Selvom metallets industrielle hårdhed og kolde udtryk fremstår som spøgelseslignende efterladenskaber, formår kunstnerne at tilføre det organiske former, liv og bevægelse.

Stellas installation vil i udstillingen inddrage en række performere med kulaggregater på hovedet. Når performerne bevæger sig, vil kullet afgive tegninger på en rulle papir, der er sat op som en markise. Stella arbejder desuden performativt i ler med reference til kulminearbejde. Hun har nærstuderet kulminearbejderes bevægelser, som hun har fået dansere til at imitere i vådt ler. Bevægelserne i leret har hun efterfølgende oversat til kultegninger, der skal indgå i udstillingen. Kullet er hentet direkte hjem fra Aalborg. Det samme er den flyveaske, Tina Maria har strøet ud under sine bronzeafstøbninger af sikkerhedshjelme. Hun har fundet efterladte sikkerhedshjelme, lavet silikoneafstøbninger af dem, støbt dem i gips for til sidst at betrække dem med voks, der endeligt støbes i bronze. ”Indeni dannes et aftryk af hjelmen, og udenpå er de modelleret mere råt. Udvendigt er det håndens sprog, og indeni er det et industrielt aftryk, der handler om funktion, men som også har en æstetisk tænkning. Klassisk set er afstøbningerne en form til en hjelm, altså et udgangspunkt for en produktion, et før-stadie – det, man normalt ikke ser.”

Ligesom Stellas kultegninger og lerskulpturer fremstår Tina Marias skulpturelle arbejde som organiske efterladenskaber.
Som eneste bevægelige element i udstillingen optræder hendes mobile som to balancestænger, der konstant kæmper om publikums opmærksomhed. Mobilen hænger fra loftet i menneskehøjde, og publikum kan næsten ikke undgå at røre ved den og dermed sætte den i bevægelse. En simpel konstruktion som i princippet ikke kan være i det rum, den hænger i. ”Når den ikke er i bevægelse dannes to akser, X og Y diagram-agtigt. Ved bevægelse vil den støde ind i væggen og afgive en metallisk klokkelyd, for større er rummet ikke.”        

I enden af den ene stang sidder en sommerfugl og på den anden stang balanceres hele mobilen af et stykke kul. Med referencer til kaosteori og metamorfose, handler værket om energi og forvandling.

Kollapset struktur
I metalværkstedet varmer Antonia stålstænger op med gas og ilt for at kunne bøje dem. Selv kalder hun sine stålskulpturer for ”collapsing structures”. Hun vil gerne tildele det hårde stål en ny karakteristik. Hun udforsker stålets fleksibilitet. Hun gør forskellige ting med det i blød tilstand for at se, hvordan det reagerer. Stængerne er firkantede 1×1 cm. i blankt stål. Hvis det ikke var blankt ville det blive for blødt, når det blev varmet op og knække. Jeg kan godt lide at gøre ting flydende, det kan man fx ikke på samme måde med træ. Jeg starter forfra med indsamling af viden. Det er fuldstændig som at komme på skolebænken igen. Jeg udforsker hvad det vil sige at være skulptør i en konstant vekselvirkning mellem vægt og størrelse,” forklarer Antonia om sin arbejdsproces.

Skrevet af Laura Reumert.

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260