Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Brodøse Lizzi Damgaard arbejder på to kortæpper, ét til Jesuskirken i Valby og ét til Grindsted Kirke. Det ene bliver indviet til Jesuskirkens 100 års jubilæum den 15. november 2016.

Lizzi Damgaard fra Selskabet for Kirkelig Kunst arbejder i Atelier plan 3 med to store kortæpper, som begge er bestillingsopgaver. Arbejdet udfører hun sammen med kollegaerne Fernanda Mendonca og Lillian D. Christansen. Før opholdet ved SVK har selskabet stået for af udpatronere tæpperne, og broderiarbejdet er udført af frivillige fra hver menighed. Begge tæpper er broderet med korsting på lange baner af stramaj, og de tre brodøser arbejder nu på at sy banerne sammen i atelieret.

Specialfremstillede materialer

Selskabet lægger et stort arbejde i at udvælge materialer af den højeste kvalitet. Stramaj bliver ikke længere produceret i Europa, og Selskabet for Kirkelig Kunst har derfor bedt firmaet Zweigart i Tyskland om at genoptage en mindre produktion. Til broderierne har de fået specialfremstillet garn hos Henrichsens Uldspinderi i Skive. Ulden er langfibret og tvundet hårdere end strikkegarn, men ikke så hårdt som tæppegarn for at undgå, at garnet kinker. Selskabet har indkøbt garnet i hvid, og farver Mette Sloth Carlsen har indfarvet garnet med Remazol-farve.

Kopi af 100 år gammelt kortæppe
Jesuskirkens tæppe er en kopi af det oprindelige tæppe fra 1916 tegnet af arkitekten Vilhelm Dahlerup og maleren Elise Konstantin Hansen. Det er dette tæppe, der nu – efter 10.000 timers broderiarbejde – ligger parat til sammensyning. Hver af de 7 stramajbaner er 90 cm brede, og brodøserne syer dem sammen med madrassting. Nålen er en kanvasnål uden spids. De benytter først en kraftig kinesertråd i polyester, der bliver usynlig. Herefter afslutter de sømmene med et korssting. De benytter en farvet uldtråd, der passer til tæppets mønster. På den måde bliver alle sømmene usynlige. Det endelige tæppe er 4 x 4½ m stort, syet med i alt 1.308.000 korssting.

Nyt kortæppe i samarbejde med maler
Grindsted Kirke har bedt maleren Stig Weye tegne forlæg til et kortæppe, som selskabet har stået for at udpatronere. Banerne er nu færdigbroderet med 820.800 korssting efter 8.000 timers arbejde, og brodøserne arbejder på at sy dem sammen efter samme teknik som kortæppet til Jesuskirken. De har brugt ca. 25 m stramaj til begge tæpper, og den største udfordring har uden tvivl været tæppernes størrelse – det har været et langsommeligt og tidskrævende projekt, men ikke desto mindre meditativt og kreativt stimulerende.