Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Da Jytte Høy fik til opgave at udforme fire skulpturer til Kämpetorpsskolan, vidste hun godt, at det ville blive en længerevarende proces. Hun brænder for sin idé om at få skolegårdens træer til at genopstå som skulpturer, og samtidig er der lidt mere frihed i et sideløbende udstillingsprojekt.

I det store atelier, Formeriet, arbejder Jytte på to sideløbende projekter; fire stedspecifikke skulpturer til Kämpetorpsskolan i Stockholm og en række værker til udstillingen Freestyle IslandRingsted Galleriet. Flere elementer går igen i de to projekter; fx bruges grene fra den svenske skolegård i nogle mindre skulpturer på galleriudstillingen. Arbejdsprocesserne er dog forskellige. Hvor der i opgaven til det offentlige rum i den svenske skolegård er defineret nogle faste rammer, fungerer gallerirummet i højere grad som en platform for eksperimenter.

Freestyle Island
Ringsted Galleriet kan Jytte tillade sig at eksperimentere og være undersøgende. Med udgangspunkt i et 25 år gammelt værk slår hun den materielle tone an i træ. Foran værket fra 1993 udstilles fire bronzeskulpturer, hvis sokler udgøres af rørstøtter i galvaniseret stål, som almindeligvis bruges i byggeindustrien.

Andre slags sokler indgår i et andet værk til udstillingen. Her arbejder hun ud fra et fotografi taget på en rejse til Pompei. ”Hver gang jeg er stødt på det foto, er der et eller andet, som har holdt mit blik fast. Dybest set kan jeg ikke forstå, hvad det er, jeg ser”, fortæller hun. Nysgerrigheden omkring, hvad der egentlig foregår på billedet af en række sokler placeret i en atriumgård, har inspireret til en undersøgelse af lighed og forskel. Elementerne på billedet genskaber hun 1:1 i indsamlet træ og skaber på denne måde en form for simulation af stedet, som hun kalder ”et paradoksalt rum for hvor lighed starter og slutter.”

Jytte er generelt interesseret i paradokser; at noget på samme tid kan være og ikke være. Selvom hun endnu ikke ved, hvad værket kan eller skal, føler hun trang til at lave det. Hun går derfor undersøgende til værks; ”det er et totalt eksperiment. Jeg skaber et sted, hvor man kan opholde sig og med kroppen bebo paradokset.”

Når sikkerhedshensyn indvirker på materiale og form
Pladsen i Formeriet gør, at der kan arbejdes installatorisk med værkerne, og det har bl.a. øget Jyttes opmærksomhed på sikkerhed i udstillingen til Ringsted Galleriet. Da hun fik rørstøtterne hjem og kunne placere de massive bronzeskulpturer på dem, måtte hun indse, at risikoen for, at de kunne vælte, blev for stor. Foden i MDF viste sig at være for let i forhold til den lille, men alligevel tunge bronzeskulptur. Hun eksperimenterer derfor med at placere dem på en fod af beton for at gøre dem mere stabile; ”sådan er der uendelige mængder praktiske spørgsmål, som bare handler om sikkerhed, og det finder man først ud af, når man står med materialerne”, fortæller hun.

I udviklingen af det andet projekt, Jytte arbejder på, har sikkerhedsforanstaltninger været en præmis fra starten. Jytte har før lavet skulpturer til det offentlige rum og vidste, at en stor del af arbejdet på de store skulpturer til Kämpetorpsskolan lå i skitseringen. ”Der sidder et udvalg på fjorten mennesker, som skal godkende skitsen. De har hver deres dagsorden, så det er bedst, hvis de endelige skulpturer ligger tæt på dem, de oprindeligt har godkendt”, forklarer hun. Visse ting kan forbedres løbende, men man er nødt til hele tiden at tage højde for det praktiske.

Grundet brandfare skulle skulpturerne fx enten være i metal eller sten. Jytte har derfor fået stammerne fra de fældede kastanje-, birk-, og rønnetræer skåret i skiver og laver samlinger af skiverne, så de danner fire forskellige nye former. Dem får hun støbt i bronze.

Når hun samler træskiverne, skal hun være opmærksom på farezoner med hensyn til skulpturernes former. Hun må derfor hele tiden måle op for at sikre sig, at der ikke er steder på skulpturerne, hvor et barn kan få noget i klemme. På modelbasis finder hun frem til hver enkel skulpturs endelige konstruktion og form. For at få en stabil konstruktion, som stadig lever op til sikkerhedskravene, har hun været nødt til at ændre på formen på en af skulpturerne, men den nye sommerfuglelignende form er hun dog rigtig glad for.

En model for tænkning og en metode til rumliggørelse
Idéen med at få træerne fra skolegården til at genopstå som noget andet, udspringer fra skolens ønske om at bevare de gamle træer, som er fældet i forbindelse med byggeri på skolen. ”Jeg kunne mærke, at træerne betød meget for dem”, forklarer Jytte, som tænker, at skulpturerne kan fungere som et billede på en skoles cyklus. ”Når eleverne ankommer til skolen vil de for eksempel kigge ind i den nederste del af skulpturerne og med årene vokse op gennem dem. Til sidst vil nogle have vokset sig højere end skulpturerne”, fortæller hun.

For at lave en skulptur klar til afstøbning, dyvler Jytte træskiverne sammen, idet lim ikke er holdbart nok.
Bronzestøberen er nødt til at gøre træet vådt inden støbningen, og det gør, at træet bliver for tungt til, at lim alene kan holde det sammen. ”At dyvle er præcisionsarbejde. Jeg tager noget kalkepapir og markerer, hvor hullet er, så vender jeg kalkepapiret over på den anden skive og markerer, hvor boret skal placeres. Heri banker jeg et centrum med et søm,” forklarer hun. Det er herefter vigtigt at boret holdes i den samme vinkel på begge skiver, så dyvlen passer i hullet.

Samleteknikken er en vigtig del af skulpturernes koncept og spiller en rolle i forståelsen af dem. ”Hvis eleverne reflekterer over, hvordan skulpturerne er sat sammen, vil de kunne se, at der er tale om et konstruktionsprincip, som både er en model for tænkning og en metode til rumliggørelse”, siger hun.

Der er for Jytte noget poetisk og fint i tanken om, at træerne rent faktisk har stået i skolegården og kommer igen i en anden form. At kunne følge, hvordan både et fysisk og mentalt rum skabes, når materialerne og de muligheder, hun ser i dem, spiller sammen med omstændighederne omkring, gør hendes arbejde interessant at udføre.

Skrevet af Laura Reumert