På en høvlebænk ligger store træstubbe med bark, knaster og årringe. Det er ikke ofte, man ser frisk, grønt træ på træværkstedet. De fleste køber det tørret fra savværket. Møbeldesigner Anne Brandhøj har allieret sig med en træfælder, som har foræret hende frisk træ. Hun laver eksperimenter med svindrevner – de revner, der opstår i træet, når det tørrer. Hun vil fremhæve revnerne, lave en fastlåsning af den ved hjælp af metal og sten og på den måde gøre opmærksom på de mange kræfter, der er i træet.
Anne arbejder mere skulpturelt og eksperimenterende, end hun hidtil har gjort. Interessen for svindrevner udsprang af hendes afgangsprojekt, hvor hun lavede møbler af hele træstammer. Det var første gang, hun arbejdede med træ som ikke var møbeltørt. Hun begyndte at læse om tørringsprocesser og svindrevner. ”Man kan læse nok så meget og få en masse viden om det, men der er mange parametre, man ikke har en chance for at vide noget om. Det er ikke muligt at forudsige, hvor revnerne opstår, og hvor store de bliver.” Revnernes placering og størrelse afhænger af mange forskellige omstændigheder: Hvilken træsort, det er, hvor træet har stået, hvor hurtigt, det er vokset, vejrforholdene, om det har stået på en skråning, hvilke andre vækster, der har omgivet det, om lynet har slået ned i det og gjort det skævt og meget andet.
Spændingen i objektet: træets skjulte liv
Anne eksperimenterer med at CNC-fræse forskellige former ud af træstubbene og lade dem slå revner, som de vil, under tørringen. Træobjekterne skal indgå i en række skulpturer. Hun vil fastlåse de revner, der er opstået i træet, ved at kile et stykke metal ned i revnen og samtidig skabe et udvendigt pres ved hjælp af enten sten eller metal. ”Jeg har brug for den kraft, der i helt statiske materialer som metal og sten til at fastlåse træet”, fortæller Anne. Værkerne skal udstilles hos A. Petersen.
Hun formgiver træet, før det tørrer. På den måde bliver revnerne ikke en tænkt del af formgivningen, men kommer til efter og skaber et uforudsigeligt brud med den form, Anne har givet træet. Frisk grønt træ kan indeholde op til 50 % vand. Under tørringen forsvinder en del af vandet, træet svinder ind, deformerer, og der opstår revner. Træet er hele tiden i bevægelse. Og det er bl.a. det, Anne vil vise ved at fremhæve revnerne i en skulpturel sammenhæng. Hun er fascineret af den spænding, der opstår i objektet, når det udsættes for det dobbelte pres; to modsatrettede bevægelser, der kommer indefra og udefra, presser træet indad og udad, henimod både samling og opløsning. Den dobbelte bevægelse synliggør det skjulte liv i træet, dets ellers usynlige bevægelse materialiseres og fastfryses i de skulpturelle objekter.
”Alt massivt træ revner”, siger Anne og peger op på en af bjælkerne oppe under loftet. Der løber dybe revner ned langs midten. Hun har talt med en skovløber, som fortalte, at hvis man skal tørre træ på den old school måde og så vidt muligt undgå revner, skal man først lade det ligge på skovbunden i syv år, så i en lade med luftgennemstrømning i de efterfølgende syv år og til sidst indenfor i endnu syv år, først derefter kan man bruge det. ”Træet bliver ved med at bevæge sig, det tørrer aldrig 100% fordi det reagerer på den luftfugtighed der er i luften der omgiver træet, og den varierer alt efter årstid og temperatur”, siger Anne, ”måske bliver jeg nødt til at kile metallet længere ned i træobjekterne med tiden.”
En udfordring at arbejde med massivt træ
Anne arbejder med birk og ask, fordi det var det, træfælderen havde. Asketræet stod og hældede for langt ud over en cykelsti, derfor skulle det ned. ”Det er udfordrende at arbejde med massivt træ”, fortæller Anne, ”fordi det er så tungt.” De friske træstubbe stammer fra træer på omkring 80 og 120 år med en diameter på 90 cm. Træet vejer 50 % mere, end når det er tørt. Anne har en Christiania-cykel og er begyndt at styrketræne: ”Jeg møder mine begrænsninger, når jeg begynder at flytte rundt på det”, siger hun med et smil. Hun har lært at skære med kædesav, så hun kan skære stubbene til, gøre dem lidt mindre og skrælle barken af.
Allerede under arbejdet med afgangsprojektet gik Anne i gang med at lave forsøg med forskellige måder at tørre træ på. Hun eksperimenterede blandt andet med at saltkoge det – en metode til at mindske svindrevner, fordi saltet lægger sig i de lommer, der opstår, når vandet forsvinder. Det er noget, hun gerne vil arbejde videre med. Ellers bestod det indledende arbejde især af research og skitser. Anne talte med en naturvejleder om træ, tørring og revner, kom i kontakt med træfælderen og en kurator, der hjalp med at finde udstillingsstedet, hun læste om svindrevner og tegnede skitser af objekterne, som hun ikke kunne vide, hvordan ville komme til at se ud i virkeligheden, fordi revnerne opstår uforudsigelige steder i træet. Forud for opholdet lavede hun desuden eksperimenter med revner i mindre træstykker, som hun havde drejet i forskellige former.
På træværkstedet har hun brugt båndsav og kædesav til at skrælle barken af de store træstubbe. Hun har brugt tykkelseshøvl og CNC-fræser til at skære stubbene til med. På computeren har hun tegnet 3D-former, som hun har programmeret CNC-fræseren til at fræse ud. Nogle af træstubbene var for høje til maskinen, så hun måtte skære dem til. Der har været et omfattende arbejde efterfølgende med at pudse og slibe træet for at fjerne de spor og mærker, som maskinerne har efterladt undervejs i processen: ”Det er egentlig fint, at man kan se, at det er maskinforarbejdet, men jeg synes, det er flottest at nøjes med træets naturlige struktur i det her projekt”, fortæller Anne.
Anne arbejder med flere former, som på forskellig vis viser årringene i træet. På keglen rejser årringene sig i bølger hele vejen rundt, mens de på den runde form er lige på det bredeste stykke og danner mindre cirkler på toppen. ”Jeg vil vise træets personlighed, vise hvordan træets struktur ser markant forskellig ud, alt efter formgivningen”, fortæller hun, ”der er masser at gå på opdagelse i!”
Skrevet af Helene Johanne Christensen