Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På Statens Værksteder har billedkunstner Anders Werdelin arbejdet på sit aktuelle udstillingsprojekt; en stedsspecifik installation, der udfordrer publikums rumfornemmelse. Installationen Sphere kan opleves frem til d. 3. februar i det kunstnerdrevne projekt- og udstillingsrum Eksrummet.

I de sidste par uger har metalværkstedet huset en dummy af udstillingsrummet Eksrummet, som Anders Werdelin byggede for at kunne arbejde på sin installation, der er udtænkt specifikt til dette rum. Han har længe haft interesse i at udfordre et rums egentlige rammer ved at lade den fjerde væg være et kugleudsnit, og netop Eksrummet havde den rette størrelse til dette.

Værket forholder sig konkret til rummets dimensioner og strækker sig fra væg til væg og fra gulv til loft. Forud for opførelsen af sfæren har Anders Werdelin foretaget omhyggelige opmålinger og forholdt sig til rummets overflader og detaljer, eksempelvis skæve vinkler og lampeudtag, som således har fået betydning for selve værkets udformning.

CNC-fræsning og gipsstøbning
Under sit ophold på SVK har Anders Werdelin arbejdet med formværktøjet og dimensionerne. Værket er nemlig blevet til i selve udstillingsrummet. Dog har han på SVK også skabt de sektioner af sfæren, der møder væggen, da det ikke var muligt i udstillingsrummet på grund af manglende plads til støbeformen. Endestykkerne er således blevet skåret fri af dummyen, fragtet over i Eksrummet og dér monteret på væggene. Herfra har han støbt resten af sfæren udsnit for udsnit ved at flytte formen langs et spor.

Formen, han har brugt til at støbe sfæren med, har han lavet på sin egen CNC-fræser og efterfølgende slebet til og lakeret på træværkstedet. Sfæren er støbt i almindelig gips, som efter materialeafprøvninger viste sig at være stærkt nok i kombination med den traditionelle armering af hessian samt træ på bagsiden til støtte. Anders Werdelin har i dette projekt ikke været optaget af materialets udtryk, men i højere grad været interesseret i form og størrelse.

En arkitektonisk kommentar
Værket kan umiddelbart se simpelt ud, men der ligger et komplekst arbejde bag, hvad angår proportioner og konstruktioner. Anders Werdelins kunstneriske praksis har i de seneste år handlet om relationen mellem værktøjet, der producerer værket, de repetitive arbejdsprocesser, der er forbundet med at skabe det, samt selve værket og de lokale forhold, det skabes i. Denne praksis indebærer en del forberedelse, som er afgørende for udførelsen af det endelige værk.

Som rumlig installation placerer Sphere sig imellem at være en arkitektonisk kommentar og et forsøg på at skabe et rum, der afviger fra det gængse. Således har Anders Werdelin været optaget af spørgsmålet om, hvad der sker med publikums rumfornemmelse, når de kommer ind i et rum med en bulende væg: Hvilken psykologisk effekt vil den bulende væg have?

Skrevet af Cecilie Aaby