Billedkunstner Anders Werdelin arbejder i træværkstedet, metalværkstedet samt i det store atelier på plan 2, på værket 1:1.
Værket skal udstilles på gruppeudstillingen Zimmer Frei på Koldinghus fra 3. – 27. november 2014. Temaet for udstillingen er arkitektur og stedets historie.
På baggrund af dette tema har Anders Werdelin valgt at lave en maskine, som, på følsom vis, er i stand til at føle væggen i det rum den er opstillet i, for derpå at fungere som støbeform for en genopførelse af væggen et andet sted i samme rum.
Maskinen eller værktøjet til at kopiere murstykket på Koldinghus, består af et metalstel med justerbare følere som er sat på en skinne i træ. Følerne, som har samme størrelse med mursten, aflæser således murens form sten for sten. Følerne køres på skinnen til det sted hvor muren skal kopieres til og kopien bygges op i gips efter følernes indstilling.
Maskine samt produkt, den kopierede mur, udstilles samlet i det rum hvor kopieringen har fundet sted. Værket er således en installation, hvor værktøjet eller maskinen er i centrum.
”Der er tale om et værktøj, som med sine fingerskruer og gennemskuelige betjening stiller sig til rådighed for publikum. Det konkrete mål er at genopføre en del af en mur. Herudover er hensigten at maskinens funktionsmåde bliver gennemskuelig og at dens produkt, kopien af væggen opført i gips, kan opleves som noget enhver beskuer kan bidrage til. Man vil selv kunne lægge en ”gipssten” på sin rette plads, i forhold til referenten, muren på Koldinghus. Det er altså ikke et finit udsagn, men et udsagn der inviterer publikum til deltagelse og medskaben. Om de så virkeligt udfører en del af muren, er underordnet. Det vigtige er, at den teknologiske magi er udleveret i sin helhed til publikums medleven i fantasien, uden at maskinel kraft eller digital funktionering lægger en barriere mellem fantasi og handling.”
“Mit bidrag til udstillingen er en iscenesættelse af en mulig – og meget unødvendig handling, dog ikke en hvilken som helst handling. Den består i at genskabe en del af Koldinghus’ mur, og spiller dermedsammen med stedets særegne renovering, hvor man har ladet de gamle murstensmure stå som en ruin, og bygget en skal af træ henover. Grænsen mellem nyt og gammelt er overordentligt tydeligt. Mit arbejde berører den gamle mur, genopfører den inde på det nye trægulv, – eller om man vil, genfortæller det gamle inde på det nye.”