Hvad nu hvis artefakter og materialer lagrer informationer om deres omgivelser i langt højere grad, end vi er klar over? Den danske billedkunstner Johan Rosenmunthe arbejder med den tese i sin soloudstilling, der skal give publikum et tættere bånd til de objekter og materialer, de omgiver sig med til dagligt.
Johan har viet sin første store soloudstilling i København til hverdagens objekter og den interaktion vi indgår i med dem. I hans optik er ting ikke bare døde artefakter, men beholdere for information, som aflejres i materialet i form af for eksempel DNA-rester eller lydbølger:
Teorier om, at sten lagrer lydbølger, virker mere sandsynlige, når nu det er bevist, at træer kommunikerer med og hjælper hinanden. Jeg tror på, at man en dag vil kunne måle, om en stenalderkvinde havde ægløsning den dag, hun lavede en vase. Og jeg mener, at det med vores bedre forståelse af tidsbegrebet ikke giver mening at skelne mellem døde ting og levende organismer. Det er en falsk distinktion, som kun virker rigtig set med et menneskeligt, lineært tidsbegreb. I deep time er alt levende. Uddyber Johan.
Johan udfolder sin tese i en præsentation af forskellige artefakter, med et greb, som han kalder for en slags spekulativ arkæologi.
Violinbuernes lagrede information
Med hele Overgadens underetage til rådighed har Johan to rum og en mellemgang at fylde ud.
I det ene af rummene skal ti aluminiumsmontre fremvise genstande nedsunket i væske, hvor de opløses over tid. Hver montre har en lyskasse påmonteret på bagsiden, der oplyser montren og det delvist mørklagte lokale. Montrerne er bestilt på mål fra et firma, der laver maskinafskærmning og har et industrielt, strømlinet udtryk.
Selv om Johan benytter sig af flere brugsgenstande, skal det ikke tolkes som en fascination af readymades, men et ønske om at udfolde tesen om hvad vi kan lære af hverdagens objekter og deres lagrede information. De udvalgte genstande tæller blandt andet en projektor, dørhåndtag, tandbørster, en industrirobot og 10 violinbuer.
Desuden fyldes den ene af de ti montre med væske, som publikum inviteres til at drikke af, som et slags ceremonielt vandhul, hvor mennesker kan optage information fra forskellige materialer. Hvis de tør.
Kalkbrud
I det andet rum dækkes gulvet af flere tons kalk. I det skal integreres printede billeder, der er skabt ved at scanne forskellige materialer og objekter. Rummet kommer på den måde til at fremstå som et postapokalyptisk kalkbrud.
I en mellemgang, der forbinder de to rum installerer Johan skillevægge af porebeton. Væggene i mellemgangen beklædes med klare akrylark, der er suget ned over skiveskårne objekter. Til dette har Johan støbt forskellige genstande, så som gamle diasholdere, ind i plastik og skåret det i skiver på metalværkstedets sav.
Mit mål er at formidle denne tese gennem en udstilling, hvor publikum vil føle et tættere bånd til de objekter og materialer, de omgiver sig med og at de måske endda føler, at de kan lære noget af dem, Afslutter Johan.
