I atelier plan 2 har Yvettes Brackman arbejdet på en installation, der involverer personlige artefakter, fotocollager, tekstiler og sindrige metalkonstruktioner.
Yvettes værk skal indgå i udstillingen ”Trinity”, som hun laver sammen med kollegaerne Lise Haller Baggesen og Cynthia Girard. De tre kunstnere laver hver deres individuelle bidrag til en fiktiv treenighed, bestående af hhv. feminisme, økonomi og diaspora. Den sidstnævnte står Yvette for, med inspiration fra sin egen familie, der migrerede fra Sovjetunionen til New York i 1962.
Yvettes udstillingsbidrag består dels af metalkonstruktioner, hvorpå der hænges collager og personlige artefakter samt egne familiefotos, printet på lærred. Metalkonstruktionerne består af aluminiumsrør samlet med kobbermuffer.
Æstetisk mobilitet
Netop metalkonstruktionerne og de små kobbermuffer har fået en del opmærksomhed fra Yvettes side. Yvette har tidligere modelleret i metal, men har altid fået andre til at udføre metalarbejdet for sig. Denne gang lærer hun selv at styre maskinerne med hjælp fra sin assistent Bendix. De kalder det en fælles læreproces, hvor de to har eksperimenteret og udforsket materialet sammen. Med Yvettes egne ord har hun i arbejdet med kobbermufferne søgt den mest æstetiske løsning på mobilitet:
Mufferne er et eksperiment med materialer. Jeg vil gerne lave usynlige samlinger eller så diskrete som muligt i hvert fald. Installationen skal kunne samles og skilles ad, med samlinger som er stærke nok til at holde formen, uden at stjæle fokus eller skæmme helheden.
I første omgang havde metalkonstruktionerne den ulempe, at aluminiums-rørene forskubbede sig i samlemufferne og konstruktionen kunne derfor ikke holde formen. Løsningen blev at bore to små huller i hver muffe og føre en skrue igennem for at holde røret på plads. Det er en løsning, der er meget diskret og meget effektiv. Desuden har konstruktionen fået filføjet en oval bronzeplatform, skruet fast under hver af de nederste muffer, for at stabilisere konstruktion yderligere.
I sin søgen efter den mest æstetiske løsning har Yvette eksperimenteret med teknikker, som svejsning og lodning. Det betyder, at hun har lært materialerne bedre at kende, hvilket har været et bevidst greb for at åbne op for nye valg i processen. Desuden har eksperimenterne resulteret i en række “overskudsværker”. Altså produkter og idéer, som giver stof til andre udstillinger i fremtiden.
Mellem tekst og tekstil
En stor del af værket består som sagt af familiefotos printet på tekstilbaner. Det er nyt for Yvette at printe på tekstil, hvilket ifølge hende selv giver mere fleksibilitet i måden billederne kommunikeres på. Ved at overføre dem til stof synes hun både de bliver mere holdbare og giver mere plads til at eksperimentere:
Det giver mig mere fleksibilitet. Så kan jeg formidle dem på en anden måde, end hvis de bare ligger i et album. På en måde er det ligesom tekst, som Guttenbergs print af Bibelen. Billederne kommunikeres, så de forstås bedre. Det giver en måde at være mere eksperimenterende med dem, når det er ikke længere er det her sarte arkivobjekt.
Derudover skaber printet på lærred en sammenhæng til Yvettes tidligere kunstværker, hvori tæppet, som hun beskriver som en grundsten i sin personlige kunstneriske grammatik, er helt centralt. Fx med projektet Agit Flight eller Ralph Benrocha, som hun også har lavet på SVK.
