Karl Stampes Petersen realiserer mangt en barnedrøm, når han skaber store oppustelige skulpturer i alle regnbuens farver, akkompagneret af hjemmelavede slagtøjsinstrumenter, fremstillet af for eksempel kagedåser, postkasser og plastikkælke.
I Turboladen har Karl arbejdet på en soloudstilling til RØM i Valby. Projektet er en fortsættelse af et tidligere arbejde med oppustelige objekter og skulpturinstrumenter. En levende “blød skov”, der med hjemmebyggede timers bliver pustet op og synker sammen i intervaller.
Som sagt er projektet en videreudvikling, med væsentlig større objekter end tidligere, der virkelig trænger sig på beskueren:
Det fylder meget af rummet ud og gæsterne bliver nødt til at flytte på sig. Skulpturerne bliver til levende entiteter, amorfe antropomorfer, der interagerer med beskueren, uddyber Karl.
Fra computer til symaskine
De oppustelige skulpturer er først tegnet på 3d-computerprogrammet Blender. I programmet tager Karl udgangspunkt i en grundform, som han digitalt modellerer og derefter skiller ad i forskellige flader.
Fladerne kan herefter printes og overføres til kæmpemæssige skabeloner, ved hjælp af en overhead projektor og kalkerpapir, der er monteret på væggen.
Når først fladerne er tegnet op på papir i 1:1, bruger Karl dem til at klippe stofbaner ud fra. Han bruger en tynd ripstop nylon, eller ”faldskærmstof”, der er nemt at klippe og sy i. Fordi stoffet er så stærkt og let at arbejde med, kan Karl nøjes med at sy en enkelt gang med lige sting. Det er ikke nødvendigt hverken at overlocke eller at zig zagge.
Musikalske maskiner
De oppustelige skulpturer er forbundet med et musikalsk univers, som Karl har skabt i samarbejde med blandt andre den danske musiker, Peter Tinning.
Til udstillingens afslutning, spiller de to musik på en digital, elektromekanisk trommemaskinen, der løbende bliver udbygget og forbedret. Karl genbruger genstande fra udstillinger eller tager på loppemarked og finder ting, der laver lyd og inkorporerer dem i et sammensurium af genstande.