I det store fotoværksted er billedkunstner Suste Bonnén i færd med at give nyt liv til en lang række af Rudolph Tegners berømte skulpturer.
Apr. 2015
Til markering af 100 året for de danske kvinders stemmeret er Suste Bonnén inviteret til at lave en særudstilling på Rudolph Tegners Museum og Statuepark.
Projektet ”Tegners Kvinder – set af Suste Bonnén” er nyfortolkninger af Tegners skulpturer, som Suste genskaber med levende kvinder, der imiterer Tegners kvindestatuer. På SVK arbejder Suste med sin værkproduktion af skulpturer og digitale fotografier.
Længe før Suste fik udstillingsopgaven, har hun haft en fascination af Tegners skulptur Bølgen. Vand har altid været en af hendes helt store inspirationskilder, og da det gik op for hende, at skulpturen var gået tabt, besluttede hun sig for at genskabe den. Bølgen er en lille skulptur i ler fra 1897, der forestiller en nøgen kvinde, som slynger sig henover en bølge. Suste har genskabt selve bølgen i ler og modelleret den efter en levende model som agerer kvinden i bølgen. Dermed er Bølgen det første værk fra Sustes hånd i det store fotoværksted.
Forud for opholdet på SVK, har Suste foretaget et længere researcharbejde i tiden omkring 1915. Hendes egen morfar var praktiserende kunstner i samme tidsperiode og malede sågar et portræt af fru Tegner. Med den historiske tidsperiode in mente, arbejder hun nu med sine egne kvindebilleder, hvor hun undervejs eksperimenterer med både lys og vinkler. Hendes helt klare fokus i samtlige billeder er det æstetiske udtryk.
“I dette projekt er det skønhed, der er mottoet. Alt skal være smukt, både Tegner, kvinderne og billederne. ”
Hun har derfor benyttet en række smukke kvinder og børn som levende skulpturer samt kongelig balletdanser Alban Lendorf i rollen som Tegner selv. Balletdanseren har en naturlig tilgang til imitation af kropssprog, billedlige positioner og vinkler, derfor har Suste udvalgt en danser i sin søgen efter en moderne Rudolph Tegner.
Lige netop vinklen på skulpturerne spiller en vigtig rolle i Sustes arbejdsproces, eftersom skulpturer er tredimensionelle. Hun har derfor brugt meget tid på at studere Tegners skulpturer og udvælge de rette vinkler til sine egne værker.
Suste arbejder videre med vinklerne i forhold til de kvinder, der sidder model, således at fortolkningen af skulpturerne sker i et samspil mellem kunstner og model. Præcis som det foregik på Tegners tid.
“Det var dengang, det netop handlede om at samarbejde. Her var det et samarbejde for 100 år siden med en billedhugger, som har lavet et kropssprog tredimensionelt. Det laver jeg nu 100 år efter i to dimensioner, med hovedvægten på kvinderne.”
Se en lille film om Sustes arbejdsproces her
Filmen er produceret af Anne Isbak for Rudolph Tegners Museum.