Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Da covid-19 ramte var tekstildesigner, Tatiana Andersen Camre, i Danmark. Det skulle have været et kort visit og derpå tilbage til Sicilien, hvor hun har tilbragt længere perioder de senere år. Der endte med at gå adskillige måneder, før det var muligt at rejse igen. Al bevægelse var fastfrosset. For første gang for de flestes vedkommende var grænserne lukkede og tanken om at rejse en uopnåelig utopi. Den statiske stilstand var pludselig et tvungent vilkår, modsat hvorledes bevægelse, aktivitet og fremdrift normalt præger livet.

Dec. 2021

Drømmen om bevægelse føltes som en stærk længsel; savnet af at kunne bevæge sig et andet sted hen, at rejse, glæden ved at være i bevægelse.

Da jeg arbejder med tekstiler blev jeg meget optaget af et stykke tekstil som det, der aktiverer bevægelsen. Og billedet på dette blev til tankerne om en sejlbåd. Derpå opstod ideen og ønsket om at skabe et sejl, hvor stoffet er motoren og vinden benzinen. Hav og vand er det ultimative rum for friheden, for eskapismen – også i kraft af dets fysiske og følelsesmæssige afstand til virkeligheden. En ekstrem virkelighed grundet den globale pandemi, præget af lidelse,
afsavn og smerte.

Stof i bevægelse

Efter mange projekter med kostumer til (ballet-)dansere er der også en forbindelse til dans vedrørende tanken om bevægelse; Kroppens bevægelser giver liv til stoffet og omvendt. Derudover finder jeg stof i bevægelse utrolig poetisk. I bevægelse gennem en krop, der danser, eller en båds sejl i bevægelse – stoffet (sejlet) bølgende i vinden.

I dansen skaber bevægelsen en stemning og udtrykker en følelse. Stoffet fra kostumet understøtter og forstærker dette udtryk. Et sejl i bevægelse har et kraftigt visuelt udtryk. Det er sejlet eller sejlene, der dominerer og fanger blikket.

På rejse i sejlbåd

Jeg finder det mytologiske aspekt omkring en rejse med sejlbåd interessant. Fra Odysseus’ episke rejse, til Roald Armundsen rejser med Fram til Antarktis, til fx Thor Heyerdahl’s rejse med Kon-tiki.

Den engelske romantiske poet, Samuel Coleridge, har skrevet langdigtet, ”The Rime of the Ancient Mariner” (Den gamle sømand, 1798), der netop beskriver det poetiske ved havet og sejlet.

(Fra part II af digtet)
The fair breeze blew, the white foam flew, The furrow followed free;
We were the first that ever burst Into that silent sea.
Down dropt the breeze, the sails dropt down,
‘Twas sad as sad could be;
And we did speak only to break The silence of the sea.
All in a hot and copper sky, The bloody Sun, at noon,
Right up above the mast did stand, No bigger than the Moon.

Day after day, day after day, We stuck, nor breath nor motion;
As idle as a painted ship Upon a painted ocean.

Mit kunstneriske projekt tager udgangspunkt i skabelsen af sejl af egne tekstiler og mønstre til mindre sejlbåde. Jeg vil gøre brug af Københavns havn som kulisse til fremførelsen af projektet.
Dertil vil jeg skabe en koreografi med tidligere dansere fra Den Kongelige Ballet iklædt kostumer i harmoni med sejlene. Sejlene kombinerer digitale og serigrafiske printteknikker og bliver et tekstilværk, der sammensætter billeder og tekst som en collage.

Tekstilerne til sejl og kostumer vil gøre brug af sicilianske motiver, fotos og research, jeg har indsamlet under flere ophold i bl.a. Palermo på Sicilien. Ideen til det visuelle udtryk på sejlene er, at de skal kombinere grafiske motiver, eksempelvis striber, med mere historiske mønstre og fotos af marmor, kakler og renæssanceloftsmotiver. Derudover bruger jeg tekster og (bog)titler af min mor, der var forfatter (Vita Andersen) eksempelvis en rejsedigtsamling over
rejser i Peru, USA og Grønland.