Hvad betyder materialer, form og farve for oplevelsen af design, og hvor langt kan man presse disse? Hvilken stemning skaber et bestemt materiale, og hvad er det oplagt at anvende materialet til? Hvordan føles f.eks. en overflade af beton sammenlignet med en overflade af uld eller et af de helt nye materialer og kan man oversætte stemning og følelse til form?
I en tid, hvor der er stor fokus på, at form følger funktion, glemmes de psykologiske og følelsesmæssige aspekter i formen, mener Rune Fjord Jensen. Han benytter derfor sin tid i Formeriet til at undersøge, hvordan design påvirker omgivelserne (mennesker og aktiviteter). Han eksperimenterer med formgivningens grundelementer: form, farve og materialer.