Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Siska Katrine Jørgensen arbejder med relationen mellem form og materiale, og hvorledes de to elementer kan rearrangeres sprogligt og skulpturelt. Hun anvender genstande og omstændigheder fra dagligdagen og industrien, hvorpå hun gennem logiske overvejelser, definitionsspørgsmål og materialeundersøgelser ønsker at forskyde forståelsen af det, vi tror, vi kender.

Jan 22

Der er altid et element af opløsning til stede. Både helt konkret, idet nogle skulpturer forandrer sig over tid, men også som en mere implicit idé; ved at arbejde med konteksten, værkets udformning og materialitet forsøger hun at opløse de figurative elementer, så de opfattes som formel og abstrakt form.

Butikslokale, Amager

Totalinstallationen “Flydende konsistenser løber altid nedad” er produceret af Siska Katrine Jørgensen og kan opleves i tre måneder i et butikslokale på 1. etage i Amager Centret. Udstillingen er kurateret af Fabrikken for Kunst og Design, som har indgået et samarbejde med Amager Centret kaldet FABRIKKEN afd. AC.

Installationen består af en værkstedssituation, hvor udstyr,  materialer og støbeforme, som har været anvendt for at støbe skulpturen, står i rummet som en del af installationen. Den støbte skulptur, der fungerer som en slags center i installationen, er en betonblander i hvid cementmørtel. En stor tragtform er ligeledes støbt i cementmørtel og strækker sig 7 meter gennem lokalet og ud til vinduesfacaden, hvor man kan kigge ind i afstøbningen gennem glasruden.

Amager Centret er nyrenoveret og butikslokalet, som er anvendt til installationen, er udvalgt specifikt til denne installation pga. de rå gipsvægge og betongulvet, der endnu ikke er klargjort til at en butik kan flytte ind.

Installationen peger på konstruktionen af et betonbyggeri, der indeholder et kapitalistisk storcenter, og sætter spørgsmålstegn ved konstruktionen af noget, om det så er en skulptur, en butik eller et samfund.

Værktekst

Hvad er et butikslokale? Hvad er Amager? Hvad er Amager Centret? Hvad er beton lavet af? Hvad er Amager Centret lavet af? Hvad er en skulptur? Hvorfor køber folk så mange ting hele tiden? Hvad nu hvis jeg ikke vil have at min skulptur handler om kapitalisme? Hvilken farve er god? Hvilken form er spændende? Hvordan kan tyngdekraft være en fornemmelse? Hvilken størrelse har et sandkorn, når det kaldes for støv? Hvad er vores samfund lavet af? Hvad er planeten lavet af? Hvad er kapitalisme lavet af? Hvordan konstruerer man en bygning? Hvordan konstruerer man en stemning? Hvordan får man en skulptur til at sige noget? Kan min skulptur råbe lige så højt som musikken fra butikkerne, eller skal jeg selv sætte en playliste på?

Støbeforme, MDF og CNC-fræsning

I løbet af mit ophold på SVFK har jeg tegnet en betonblander i 3d-modelleringsprogrammet Rhino og CNC-fræset støbeforme af alle betonblanderens detaljer. Formene er fræset i PUR-skum i mindre delelementer og herefter samlet til større forme. Jeg byggede MDF-kasser rundt om de største forme for at kunne holde delene samlet. Alle støbeforme er lavet i træværkstedet, mens selve arbejdet med at støbe foregik inde i butikslokalet i Amager Centret.

Sideløbende med CNC-fræsningen i træværkstedet svejsede jeg armering nede i metalværkstedet. Armeringen skulle bruges til at forstærke afstøbningerne og altså være inde i cementmørtlen, men ikke synlig i installationen. Jeg anvendte atelieret, som ligger i forlængelse af træværkstedet, til at afprøve forskellige installeringsmuligheder.