Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Til en gruppeudstilling i Ringsted Galleriet har Siska Katrine Jørgensen produceret en stor skulptur – en afstøbning af et fragment af en traktor, støbt 1:1 i svinefedt og byg – det korn, som svinene fodres med. Titlen på udstillingen er DIRT, og sammen med Kåre Frang og Søren Martinsen er Siska inviteret til at bearbejde temaet “landbrugland”.

Juni 2023

I mine projekter arbejder jeg altid med et stedsspecifikt udgangspunkt. Ringsted Galleriet havde dette år temaet LANDBRUGLAND og inviterede kunstnerne til at forholde sig til den måde, vi driver landbrug på. Derfor fandt jeg en svinefarm lidt uden for Ringsted, hvor en rar svinebonde lånte mig en traktor, som jeg kunne tage form af. Her var jeg i halvanden måned for at lave støbeformen. Lugten og larmen fra svinene blev en del af min hverdag, mens jeg gik og smurte traktoren ind i silikone og gips.

Herefter transporteredes støbeformen og alle materialerne til Statens Værksteder for Kunst, hvor jeg lavede alle forberedelser til at støbe. Her byggede jeg skulpturens indre kerne i flamingo og lavede forskalling i træ, som skulle kunne fjernes igen efter afstøbningen havde fundet sted. Støbeform, flamingo-kernen, forskallingsbrædder, sandsække, svinefedt, korn, gryder (som jeg også fik lov til at låne af SVFK), kogeplader, mm. transporterede jeg til Ringsted Galleriet, hvor jeg samlede formen igen og støbte skulpturen på stedet, der hvor den skulle udstilles.