Billedkunstner Klaus Thejl Jakobsen arbejder i Store Formater med nye værker til en soloudstilling på Møstings Hus. Værkerne er skulpturer, som motivisk spiller på objekter, vi normalt kender for deres funktion, mere end for deres æstetiske værdi: en blyant, en reol, en plastikstol. De er lavet af blandt andet jesmonite, pap, polyurethan og fiberbeton.
Pap og jesmonite kan som materialer virke som modsætninger. Jesmoniten er meget tæt, og med dette materiale kan Klaus komme tæt på at få tingene til at ligne fuldstændig, mens pappet kun kan bringes et stykke af vejen, fordi det stadig bevarer en stor del af sit udtryk. Jesmonite indbyder som materiale til at røre og løfte, fordi det er svært at afkode objekternes tyngde ved at se på dem. Det, som ser let ud, er måske tungt og omvendt, mens pappet måske ligger tættere på en erfaring, vi kender.
Klaus arbejder med at blande de to typer materialer i udstillingsrummene:
”Jeg kan godt lide at blande materialerne, fordi man ikke så hurtigt kan aflæse, hvad tingene er. Når man ser plastikstolen, så tænker man måske, ’hvad laver den her’, og så ser man flamingo-pladen, som er af beton. Så begynder man at banke på tingene og undre sig”.
Udvalget af værkerne foregår endeligt, når Klaus installerer objekterne. Nogle af værkerne, små objekter som agern og æbler, har en lille betonsøjle, og bliver måske på udstillingsstedet installeret på hvidmalede plader, som kan skabe et rum omkring dem.
Tingene er valgt ud fra at de er ’blanke ting’ i vores bevidsthed; de er nærmeste arketypiske i deres udtryk og design, og vi forholder os til deres funktion mere end til deres æstetiske udtryk. Når de kommer ind i udstillingen, mister de deres funktion, som udenfor var deres eneste eksistensberettigelse, og på den måde kan de åbne for nye oplevelser.