På SVK arbejder kunsthåndværker Gina Hedegaard Nielsen på en række værker, der skal udstilles på Frederikshavns Kunstmuseum & Exlibrissamling i foråret 2014. Udstillingen indeholder desuden værker af fem andre kunstnere, der ligesom Gina har haft ophold i Dansk Kunstnerråds kunstnerbolig på Hirsholmene. Det er oplevelsen af at befinde sig på Hirsholmene – et isoleret naturreservat og Danmarks Nordligste ø, der danner ramme om udstillingen.
Hver sommer kommer 30.000 måger til Hirsholmene for at yngle. Gina var på øen i juli 2012 – netop da de mange måger hærgede. Ginas oprindelige hensigt med opholdet var at indfange farver fra hav og himmel, men da arbejdsfreden var ødelagt af de aggressive og altdominerende måger, måtte hun tænke i andre baner.
Situationen resulterede i et projekt, der kom til at handle om livets dualiteter, og om at vende det negative til noget humoristisk og positivt.
Ginas bidrag til udstillingen består af en serie karikaturtegninger af en af øens ’mågefamilier’, som hun tegner med soft pastel og kul, en serie digitalt bearbejdede fotografier af mågeekskrementer – de såkaldte ’guanos’, samt en gulvinstallation bestående 100 – 130 overdimensionerede æggeskaller af papmache.
Det er produktionen af de mange æggeskaller, som er Ginas primære fokus på SVK. Æggeskallerne har en diameter på mellem 20 og 40 cm. og Gina laver dem ved at lime strimler af gulligt, håndlavet indonesisk papir på en oppustet ballon, som hun lukker med en klemme for at kunne få luften hurtigt ud igen, når ’skallen’ er tør. Dermed undgår hun, at ballonen trækker papmacheen med sig, og ødelægger den skrøbelige skal.
Gina producerer ca. 12 æg om dagen, som hver især bliver hængt til tørre på to udspændte snore i et døgn.
For at opnå en materialitet, der mimer rigtige æggeskaller, har Gina eksperimenteret med forskellige produktionsmetoder. Det har vist sig nødvendigt med en meget tyk limblanding, for at få skallen så tynd som muligt. Ved at blande tapetklister og vand i forholdet 1:18 kan Gina nøjes med at lime et enkelt lag papir på ballonen, og samtidig undgå at ’skallen’ krøller sammen når luften tages ud. Desuden gør den tykke lim æggets inderside glat og fin.
Med kombinationen af det rigtige papir, den rette limblanding og den rigtige ballonform er det lykkedes Gina at producere æggeskaller, der lever op til de høje krav, hun stiller til sine værkets stoflighed og taktile udtryk.
I udstillingsrummet skal æggene belyses, så deres transparente og skrøbelige karakter understreges.