Til udstillingen Stars in the Hair i Alice Folker gallery har Anna Stahn produceret et lysbord og to podier i træværkstedet på Statens værksteder for Kunst.
April 2021
Keramik og andre værker er produceret i Stahns eget atelier, men de to podier og lys-bordets træelementer er produceret i træværkstedet.
I udstillingsteksten beskrives Stars in the Hair som et moodboard; designerens opslagstavle med tegninger, stofprøver og billedmateriale, der inspirerer til den kommende kollektion, eller – og måske i denne sammenhæng mere rammende – modebladenes kollager af tøj og genstande i en ensartet stil, der skal markedsføre en materiel drøm. Stahns verden virker på mig mere som modtagerens: Den unge pige, der forsvinder ind i bladenes glitter, begærligt sluger drømmen om, hvem hun kan blive og hvordan hun kan udtrykke sig. En drøm, der handler mindre om at besidde det materielle, end om at fantasere og skabe et fantastisk univers, kombineret og sammenklippet af magasiner og forfængelighed; af lyst, teenageangst og uendelig sensibilitet. Kunstkritikk 09.03.21
Udstillingen er præmieret af Statens Kunstfond, 2021.
Fotos: Brian Kure