Billedkunstner, Marie Bonfils, arbejder på en række nye skulpturer i stål til en udstilling på Forlaget Gestus, som huses af Officin.
Under sit ophold ved SVK har Marie udformet skeletter til tre skulpturer i stål, som hun efterfølgende skal videreudvikle med materialer som stof, skum og gips på eget atelier. Hun arbejder med skulptur og objekter i relation til kroppens emotionelle tilstand. Hendes praksis er materialebaseret og forholder sig ofte kropsligt til de arkitektoniske og koreografiske elementer i et rum.
Skulpturerne skal indgå i en større installation, skabt specifikt til udstillingsstedet, der tidligere husede en pornobiograf.
Skulpturer i stål
Den ene skulptur består af plader, som hun har skåret til i passende størrelser og svejset sammen til en tragtform. Den anden er formet som en passer, men med 7 spidse ben, der alle er samlet i ét bevægeligt led. Den tredje skulptur gør sig ud for et højt bord passende til en skrivemaskine.
Marie har desuden udformet diverse forme, bl.a. nogle bukkede kasseplader, som hun betrækker med stof, en bårelignende struktur, som hun bruger til at støbe i og hjul, som skal bære en figur i stof. Hun har desuden udformet beslag og stænger, der skal bruges til at bære elementer i udstillingsrummet, eksempelvis perforerede plader til inddeling af rummet.
En åben proces
Opholdet ved SVK har kun været første del af arbejdet med værkerne. Alle skulpturer og forme videreudvikles på eget atelier, hvor hun eksperimenterer med materialer som stof, skum og gips.
”Billeder og skulptur er kommunikerende uden ord, og det er vigtigt for mig ikke at overtage billedsproget med forklaring eller forståelse. Ucensurerede billeder, der insisterer på sig selv, sætter mig derfor i gang med mit arbejde. Jeg forsøger at lade skulpturerne leve sit liv. Pletter, skrammer, ridser, buler og lapper får dem til at fremstå både skrøbelige, humoristiske og autonome” fortæller Marie.
I begyndelsen af arbejdet var hun interesseret i arkitektoniske bygningsdele som hvælvinger og buer samt tårne og trapper, men i takt med processens udvikling oplever hun sine skulpturer som kropslige metaforer.
