Billedkunstner Jens Bohr ønskede at ”overføre” nogle skitsebogsblade til litografiske sten. De små skitser har han udført på Omø, hvor Jens har været 3 x 2-3 dage. Han udførte hvert motiv i hånden på de meget større sten, og trykte dem ikke blot sort/hvidt – men også blågråt og okker, og fra samme sten. Motiverne fik en ‘anskuelsestavleagtig’ karakter som han syntes lå godt for litografi.
Andre projekter
I metalværkstedet har Maj Kjærsig arbejdet med at lave ophæng til en lydmur af keramik og højtalere til sin første soloudstilling i København på udstillingsstedet OK Corral.
Arkitekterne Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena har sammen tegnestuen, dominique + serena. I Træværkstedet har de opholdt sig i tre uger og benyttet CNC-fræseren flittigt til at producere delementer til deres seneste projekt, ‘A New Theory of Love’.
I det lille fotostudie arbejder Karine Hald med Sylvia Plaths dagbøger til en udstilling, som skal finde sted på Kristiansand Kunsthall i efteråret 2023.