I store formater har Andreas Emenius forberedt sig på tre kommende projekter. Dels to udstillinger på henholdsvis Kunsthal Charlottenborg og i Californien, USA, dels en performance på en nedlagt tankstation på Amager, der skal involvere en levende hest.Andreas opererer i mange forskellige medier på kryds og tværs. Han laver lige så gerne malerier som videoinstallationer eller performances. På gulvet i Store Formater, som han bruger under sit ophold på SVK, ligger små og store lærreder spredt ud og lyser op med friske neonfarver og sorte eller blå streger på hvid baggrund. Store styroporfigurer skyder op i lokalet og beklædningsgenstande samt mindre skulpturer i gips er ligeledes spredt omkring i rummet. Alle Andreas’ genstande har en lethed over sig, der efterlader et indtryk af en dynamisk arbejdsgang.
Andreas’ kunstneriske virke spænder med andre ord bredt og hans energi manifesterer sig på alle flader i det store lyse rum.
Det er karakteristisk for Andreas’ udtryk, at der intet endegyldigt budskab er, men intet er dermed overladt til tilfældighederne. Der ligger en refleksion og en udvælgelsesproces bag alle elementer i Andreas’ kunst.
Fragmenteret virkelighed
Overordnet set arbejder Andreas i tre hovedspor: som billedkunstner, som designer og som billedskaber til musikvideoer. Alle formater relaterer sig til hinanden og mødes ofte i et fjerde format; performance.
Fordi hans praksis er mangfoldig og multimedial, kan det være svært at snakke om en specifik linje i hans udtryk. Der er dog en række tematikker, der optager Andreas. Herunder fremhæver han bevægelse og kropslighed, hierarkier og ritualer, som han bl.a. finder inspiration til i sportens verden samt i kubismens formsprog og i populærkulturen.
Om end Andreas’ udtryk er langt fra kubistisk, har han købt ind på metoden og tankegangen bag kubismen, hvor man ser en genstand fra flere forskellige vinkler på samme tid. I sit atelier viser han for eksempel en skitse, som forestiller en pokal, tegnet meget hurtigt fra forskellige vinkler på forskellige tidspunkter. Han ønsker at komme i kontakt med objektet, ikke at nå den perfekte gengivelse.
”Jeg tror på, at tingen er okay i sig selv. Jeg er ikke ude på at dokumentere sandheden. Tvært imod. Hvis jeg blot ville dokumentere, havde jeg taget fotos. Det er tydeligvis ikke min interesse. Jeg er optaget af den fragmenterede virkelighed.” Fortæller Andreas.