Nikoline Liv Andersen er uddannet beklædningsdesigner, men udforsker ligeledes billedkunsten gennem kunsthåndværk. Og det er netop billedkunst, hun har arbejdet med under sit nyligt afsluttede ophold på SVK. Her har hun skabt et stort tekstilværk bestående af vævede, syede, strikkede og malede elementer til en større duoudstilling sammen med billedkunstner Cathrine Raben Davidsen på Horsens Kunstmuseum.
Både Nikoline Liv Andersen og Cathrine Raben Davidsen har tidligere udstillet på Horsens Kunstmuseum, og museet har længe haft interesse i, at de to lavede en udstilling sammen. Trods Nikoline Liv Andersens travlhed med sit arbejde som designer for det italienske modehus Fendi, blev de for et års tid siden enige om, at det nu var tid til at realisere udstillingen, og således har Statens Værksteders lyse og rummelige atelier Turboladen de sidste tre måneder dannet rammen for Nikoline Liv Andersens arbejde med et stort billede af tekstiler.
Tematisk kredser udstillingen om naturen, som er en stor inspirationskilde for dem begge, samt om livet og døden. Nikoline Liv Andersen beskæftiger sig i sit arbejde i høj grad med overgangen fra levende til død, og hun mener, at naturen er alt, og at der ikke er en sjæl, der lever videre, når vi dør. Det er denne fortælling om naturens centrale betydning for verden, værket omhandler. Billedet er ligeledes Nikoline Liv Andersens kærlighedserklæring til naturen og håndværket.
En collage af tekstiler
Formatet, Nikoline Liv Andersen arbejder i, hedder 4 x 2,5 meter, og i værket blander hun materialer og teknikker på kryds og tværs, så det danner en kæmpe collage af tekstiler. Billedet er bygget op af vævede, strikkede og syede elementer, heriblandt mohairgarn, sytråd og forskellige tekstile rester, som hun applikerer og sammensætter på sit lærred. At blande materialer og teknikker er karakteristisk for hendes arbejde, ligesom hun indfarver flere af de tekstiler, hun benytter. På den måde skaber hun selv de enkelte elementer, for som hun siger, kan hun godt lide at lave sine egne tekstiler, og hun synes, at det er sjovt at blande dem.
”Jeg har altid arbejdet med beklædning og iscenesættelse af beklædning, og jeg er blevet mere og mere tekstil. Det har jeg måske været fra start, men jeg kan mærke, at min interesse i arbejdet med tekstilet ikke bliver mindre. I dette projekt har jeg haft lyst til – måske fordi jeg også laver mode for Fendi – at fjerne mig fra beklædningen og rendyrke tekstilet.”
Tekstileksperimenter og digte
Nikoline Liv Andersen er i sin arbejdsproces til enhver tid åben for forandring, men hun har bestemte faser, hun gennemgår i alle sine projekter. Foruden at begynde med en tematik, laver hun altid tekstileksperimenter og skriver digte til disse. Eksperimenterne er enormt vigtige for hendes videre arbejde, fordi det er her, hun former selve værket og finder ud af, hvordan det i store træk skal ende op. Med de små prøver får hun mulighed for at sidde med materialet i hånden, hvilket hun fremhæver som en nødvendighed. Det er sådan, hun er bedst.
Til dette værk har hun ligeledes lavet en skitse ud af prøverne, som hun har ’klippe-klistret’ for at få indblik i, hvordan det umiddelbart kunne tage sig ud. Billedet har dog stadig gennemgået flere forandringer, blandt andet i forhold til antal af teknikker og brug af farver. Som udgangspunkt skulle værket bestå af flere forskellige teknikker, men hun har undervejs valgt at skære ned og koncentrere sig om nogle enkelte, ligesom hun har udvidet sin farvepalette.
Hun lagde ud med sorte, hvide og blå farver, men fik efterhånden lyst til også at bringe varme ind i værket gennem brune og lyserøde nuancer, så der opstår nogle kontraster. Det er en del af hendes kreative proces, at hun undervejs udvikler og ændrer, alt efter hvad hun synes, der giver bedst mening, men hun fremhæver samtidig, at det kan være en stor udfordring, at de enkelte elementer tager lang tid at lave:
”Det er jo ikke noget, jeg bare lige kan male over. Det hele er ekstremt tidskrævende, og derfor kan det godt være svære valg, jeg skal tage.”
Arbejder uden virkemidler og ’smaddersyer’
Nikoline Liv Andersens nye værk er todimensionelt, eller i hvert fald en flade, for hun kan ikke helt undgå, at der opstår en vis tekstur. Denne måde at arbejde på er ny for hende, da hun ellers arbejder med forskellige virkemidler:
”Normalt har jeg en form, jeg har beklædningen som element, jeg har en dukke, og nogle gange har jeg sågar musik. Her er det tekstilet, som skal være noget alene.”
At tekstilet skal være noget alene, fornemmes også i den måde Nikoline Liv Andersen syer værket sammen på. De mørke farver syer hun på maskinen, og de lyse farver er som oftest syet i hånden, idet hun ikke har lyst til, at eksempelvis en hvid, strikket del skal være syet fast med en hvid stikning, da stikningen i så fald bliver for iøjnefaldende. Den hvide maske skal i stedet have lov til at ligge fuldstændig blødt. Dog ender hun også med at ’smaddersy’, som hun kalder det, hen over billedet, hvor hun kører mere eller mindre tilfældigt med maskinen.
Nikoline Liv Andersen kommer, modsat hvad hun sommetider kunne ønske, sjældent på ideer, der er hurtige at udføre, og hendes nye værk er ingen undtagelse. Hun har arbejdet på det sporadisk i over et år, men det er et vilkår, at det tager lang tid, når hun går efter et bestemt udtryk. Værkets kompleksitet består særligt i elementernes store formater, som gør det svært at få ind i maskinen og sy sammen, uden at man kan se, at det har været opdelt:
”Der må jeg starte indefra og bevæge mig ud gradvist, så jeg ikke samler det hele og så derefter skal sidde og sy noget inde i midten af billedet, som jeg ikke kan få ind i maskinen. Jeg bruger også maskinstikningen som et visuelt element og ikke bare en teknisk løsning.”
Skrevet af Cecilie Aaby