På træværkstedet har billedkunstner Mette Borup ombygget og sprøjtemalet et gammelt jalousiskab. Skufferne skal indeholde træsnit og linoleumstryk, som hun, sammen med andre grafiske tryk og mere rumlige værker, skaber til soloudstillingen Mørkt DNA. Hun arbejder med skjulte forbindelser på tværs af forskellige materialer og sfærer. Psykologi, biologi, astrofysik og metafysik bindes sammen gennem materialeundersøgelser, der viser, hvordan alt er gjort af samme stof, hvordan alle tings DNA springer ud af det samme. Menneskets byggesten forbindes med stjerneeksplosioner i universet.
I projektrum Plan 4 har Mette lagt genstande fra sine samlinger ud og hængt sine grafiske værker op. Hun har fået overblik, og forbindelser, hun hidtil kun havde fornemmet, er kommet til syne. Hun fortæller, at hun lider i hvert fald en smule af samlermani. Hun har samlinger af hvide sten, sorte sten, æggeformede sten, mystiske kugler af plantefibre formet af havet, samlinger af emballage; bl.a. flamingo, bobleplast, sort plast og pap. I et hjørne ligger ni kvadrater i plastik, pap, bobleplast, flamingo og birkefinér, som hun bruger til sine træsnit, og kobber, som hun bruger til sine fotogravurer og akvatinter. Oven på dem ligger mindre kvadrater i andre materialer og oven på dem igen ligger sorte sten, små hvide sten, en grå sten med form som en spiralgalakse, og som blev skabt, idet plasma fra jordens indre blev spyet ud i havet. Materialernes fortællinger og deres indbyrdes samtaler og relationer er i fokus, når Mette Borup skaber sine værker.
Skjulte forbindelser gøres synlige
Udstillingens titel, Mørkt DNA, referer til den del af menneskets DNA, som endnu er skjult for os. Ligesom vi ved, at universets mørke stof findes, men ikke kan påvise det, ved vi, at der findes mørkt DNA. Mette blev inspireret af en forsker fra NASA, som fortalte, at det jern, menneskets blod indeholder, stammer fra en stjerneeksplosion, der slyngede materiale ud i rummet, hvoraf noget blev til byggesten i mennesket. Blod forbinder dermed ikke blot mennesker med hinanden via blodets bånd, men også med universet. Mettes værker kredser netop om sådanne underliggende eller skjulte forbindelser på tværs af sfærer, vi normalt opfatter som adskilte: ”Den forbindelse, synes jeg, er fascinerende. Det er videnskabeligt og samtidig mystisk”, fortæller hun.
Mette arbejder de skjulte forbindelser frem som en form for DNA-tråde, der går igen i de forskellige materialer. Skinnende sort plast mimer glitrende sort sand mimer sorte sten mimer univers- og stjerneeksplosionslignende akvatinter og fotogravurer mimer det underbevidste og skjulte. Materialernes ligheder og relationer bliver synlige, når de placeres i hinandens nærhed. På samme måde med træet, som er til stede i form af træsnittene, jalousiskabet og birkefinéren. Blod er også et element, der går igen i værkerne; en rød tråd, der forbinder psykologi, biologi og astrofysik. Mette fortæller, at hun ser universet som et billede på det ubevidste, det fremmede og skjulte. Jalousiskabet, som hun har malet sort, fungerer som en slags fysisk metafor for universet, et rum, man kan på opdagelse i, hvor linoleumstryk og træsnit med tekster, der hører til en psykologisk og intim sfære, ligger gemt i skufferne.
Grafiske tryk og rumlige skulpturer
Mette har arbejdet med grafik i flere år, men det er nyt for hende at kombinere grafiske tryk og værker af mere rumlig karakter i samme udstilling. Idéen var oprindeligt at søge penge til at få en anden til at bygge et arkivskab. Hun så for sig en kvadratisk monolit med skuffer, der kunne åbnes på alle fire sider. Og hun så ikke for sig, at hun selv kunne bygge den. Pengene kom ikke, så hun måtte ty til plan B. Træværkstedsleder Ulrik foreslog, at hun købte et skab og byggede det om. Hun fandt et gammelt, ramponeret jalousiskab i Den Blå Avis, som manglede otte ud af femten skuffer, så dem har hun bygget. Hun har konstrueret skufferne ud fra de eksisterende skuffer i skabet, hvilket har gjort arbejdet lidt nemmere, end hvis hun skulle begynde helt fra bunden. Alligevel har hun gjort brug af mellem ti og tolv af maskinerne på træværkstedet. Hun har skåret plader af bøgetræ ud efter mål, sat fisk i og limet dem sammen og sørget for, at bunden kunne skubbes på plads i sliskerne fra skuffens bagside. Skuffebundene har hun skåret ud af birkefinér, som hun også bruger til sine træsnit. Skabets bagbeklædning har hun fjernet, så skufferne kan trækkes ud på to sider. Hun har slebet skabet og spartlet de værste skader. Til sidst har hun lakeret det hele sort i sprøjtekabinen.
De grafiske værker har Mette skabt hos Bjarne Agerbo i hans grafikværksted. Projektrummet på SVK har givet hende et overblik over materialernes relationer og samspillet mellem skulpturerne og de grafiske tryk, som hun ikke kunne få på sine egne ni kvadratmeter.
Gennem sine materialeundersøgelser lader Mette fællesskaber mellem vidt forskellige sfærer fremtræde, og hun synliggør de skjulte forbindelser, der går som DNA-tråde gennem alt i verden.
Skrevet af Helene Johanne Christensen
