Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

På træværkstedet er designer Miriam Brostrøm ved at udføre prototyper på en stol og en bedeskammel. Prototyperne er en del af en større udsmykningsopgave, hun og væver Berthe Forchhammer laver til Ølsted Kirke.

Miriam Brostrøm har fået til opgave at komme med et bud på en stabelbar stol samt en bedeskammel, der passer ind i den øvrige nye udsmykning af kirkens kor- og alterparti. Hun har tidligere været på træværkstedet, men denne gang er den første, hvor hun selv står for hele arbejdsprocessen – fra design til færdigudført prototype.

Fra Rhino til CNC-fræser
Forud for sit ophold har Miriam Brostrøm designet og tegnet stolen i 3D-tegneprogrammet Rhino, og opholdet er således koncentreret om selve udførelsen. Hun har valgt at udføre begge møbler på CNC-fræseren for at imødekomme sin egen begrænsning i snedkerarbejde:

”Jeg bruger CNC-fræseren til at fræse alle delene ud, fordi det ville være for omfattende, hvis jeg skulle stå og snedkerere det, og så er CNC-fræseren bare 100 % præcis. Og det er jeg jo ikke, når jeg ikke er faglært. Men så er der selvfølgelig også en masse finish. Selvom jeg kan fræse delene ud, er der meget, der skal efterbehandles.”

Møblerne er udformet i egetræ. Først og fremmest fordi alterbordpladen – som ikke skal udskiftes – er i eg, og hun således ønsker at skabe et sammenhængende udtryk ved at lade én træsort være gennemgående. Derudover fremhæver hun, at det er en stærk træsort, der er god at arbejde med i møbelproduktion. Til at fæstne stolesædet har hun været på metalværkstedet for at lave små L-formede messingbeslag.

Et helstøbt koncept
Idet møblerne indgår i en større udsmykningsopgave, har Miriam Brostrøm i designet af dem haft fokus på det helstøbte koncept. Man skal kunne se, at stolen og bedeskamlen er lavet til Ølsted Kirke. Således har hun forsøgt at overføre nogle af de organiske figurer, der er gennemgående for mønsteret i det vævede antependium til møblerne:

”Jeg har formgivet dem, så de passer med antependiet og de øvrige tekstiler, vi laver. Stolen er egentlig ret simpel. Også fordi jeg ikke synes, at den, når den er i en kirke, skal gøre et for stort nummer ud af sig selv. Det er ikke den, der er i fokus. Derfor har jeg kun lavet en lille detalje – en lille kurve – i den måde, benet sidder fast på sargen, som så går igen oppe ved kopstykket.”

Det er bløde kurver og runde hjørner, hun arbejder med. Samtidig pointerer hun, at stolen dog heller ikke må være for klejn i sit materiale og udtryk, netop fordi den indgår i et kirkerum, hvor der i forvejen er mange elementer og farver at kigge på. Hun koncentrerer sig derfor også om at give den et robust udseende, så den ikke forsvinder fuldstændig.

Særligt det, at stolen skal kunne stables, fremhæver Miriam Brostrøm som en udfordring, da det er svært på forhånd at vide, hvorvidt den vil tilte eller ej. For så vidt muligt at undgå dette har hun fundet inspiration i andre stabelbare stole og placeret benene på siderne af sædet, så de ikke karambolerer med stolens øvrige dele.
I udformningen af bedeskamlen har hun haft fokus på at skabe den rette hældning, således at det ikke er ubehageligt at knæle.

Sæderne på såvel stol som bedeskammel skal til sidst polstres med læder, der harmonerer med farverne på antependiet. I udviklingen af prototyperne har Miriam Brostrøm dog valgt, for enkelthedens skyld, at polstre dem med tekstil.

Skrevet af Cecilie Aaby