Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Smykkedesigner Mette Täby Jensen har siden sin afgang fra Central St. Martins beskæftiget sig med smykker i dampformet træ. Allerede ved selve sin afgangseksamen mødte hun stor interesse for sin karakteristiske bøjning af træ og blev opfordret til ligeledes at benytte formsproget i møbeldesign. Det er hun i øjeblikket i færd med at afprøve på Statens Værksteder, hvor hun arbejder på modeller til mindre borde.

Mette Täby Jensen indledte sit projekt med dampformede træmøbler med et eksperimenterende ophold på Statens Værksteder, hvor hun testede og afprøvede forme og konstruktioner i større skala, end hun er vant til at arbejde i, når hun giver form til sine smykker.

”Det har altid været en drøm for mig, men det har været svært at få den ført ud i livet i Danmark. Dels fordi, det er en speciel teknik, dels fordi, det kræver meget plads. Fordi det er en helt ny måde for mig at arbejde med teknikken på, har det været afgørende, at jeg havde tid og plads til at eksperimentere.”

Udfordringen ved et større format
Mette Täby Jensen valgte bevidst at arbejde med de buk, hun forestillede sig var sværest, herunder dobbeltkrumme buer, og efter en del brækkede forsøg endte de med at lykkes. Siden hen har hun arbejdet på, hvordan de forskellige buk skal samles for, at det bliver et helt forløb og ikke bare løse stykker træ. Hun har ligeledes testet deres fleksibilitet i forhold til, hvor meget de bevæger sig på tværs og i højden. Det er en udfordring ved at arbejde med bukket træ og særligt, når det gælder et større format.

”Jeg har arbejdet meget med at lære træet at kende i de dimensioner, samt hvordan træet reagerer. Det er større kræfter, der er på spil, så det er sværere at styre. Nogle ting udviklede sig, som jeg havde regnet med, mens andre var helt anderledes i forhold til, når jeg arbejder med mine smykker. Forøgelsen af format betyder mere luft mellem de enkelte buer, så fleksibiliteten øges i forhold til, hvis tingene ligger helt tæt, som det typisk vil gøre i små formater. Derudover har møbler nogle andre krav i forhold til funktion; et bord skal kunne bære en vis mængde, mens en ørering blot skal kunne hænge.”

Selvbyggede spiralforme
Mette Täby Jensen har selv udviklet og bygget de spiralforme, træet bøjes i. Hun har lavet lister til selve bukningen og skåret spændbånd til at holde træet under bukning. Materialet, hun arbejder i er eg, og det bukkede træ samles til omkring 60 cm x 60 cm. Hun arbejder udelukkende med friskt træ, da den høje fugtighed heri er nødvendig for at kunne forme træet.

Hendes formgivning er foreløbig koncentreret om forskellige udgaver af små borde/skamler, men hun forventer hen ad vejen at kunne udvikle formsproget og teknikken, ligesom hun er interesseret i at anvende andre træsorter som eksempelvis bøg og ask.

Skrevet af Cecilie Aaby