Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Skæresporet fra CNC-fræsningen gav Britt Smelvær mulighed for at arbejde med udskæringens negative form som et billedlag i hendes træværker. I Store Formater har hun samlet lagene til sine fyrretræsmotiver til udsmykningen af Voss Gymnasium.

Egentlig havde Britt Smelvær forestillet sig, at træsilhuetterne skulle udskæres med laser. Imidlertid viste det sig, at det brede skærespor fra en CNC-fræsning gav hende en uventet mulighed for at anvende de negative udskæringsstykker i sine træværker.

”Når man planlægger, foregår det i oppe i hovedet, men når man skal udføre det, kommer materialerne og siger: du må gøre sådan og sådan,” fortæller Britt.

Derfor består flere af de 2,75 meter høje trækonstruktioner i birkefinér af både to og tre billedlag. I Store Formater er Britt ved at lægge sidste hånd på værkerne, der blev vinderforslaget ved udsmykningskonkurrencen for det nybyggede Voss Gymnasium i Norge. Med sine værker flytter Britt fyrretræet ind på skolen gennem et forløb af træabstraktioner. Mens fyrretræet er et klassisk norsk naturvaretegn, fungerer motivet samtidig som et nik til Piet Heins højskolesang ’Du skal plante et træ’ om at plante håb for fremtiden, forklarer Britt.

CNC-udskæring muliggør negative lag
Motivet har Britt arbejdet frem gennem en grafisk billedbehandling, hvor hun trinvis har forenklet fyrretræet til en bugtende silhuet. Flere af værkerne viser træet i sit fulde format, mens andre fremviser forstørrede detaljer fra dets grenformationer.

Udskæringen har Britt fået lavet maskinelt, og det er her CNC-fræseren åbnede for muligheden for at tilføje endnu et lag i billedfladen. Boret i CNC-fræseren fjerner nemlig et spor af materiale, der efterladet et mellemrum mellem den positive og negative form i udskæringen.

”Det bliver en gave til mig, for pludselig er det 3 mm mindre, og så kan jeg lægge negativet nedenunder. Når jeg laserskær, kan jeg ikke lægge det ned, for det brænder kun 0,1 mm. Det var for tæt,” fortæller Britt.

Herved opstår en lagkonstruktion, hvor selve træsilhuetten ligger som en svævende frontplade, mens det udskårne negativ ligger nedenunder på bagpladen. Det er en konstruktion af korte træpinde, der holder pladerne fikseret over hinanden.

Store formater kræver mange hænder
Arbejdet med de store birkefinerplader kræver et stort hold medhjælpere, der kan løfte og placerer pladerne præcist, så de ikke trækker limspor omkring samlingerne. Holdet har også haft en stor opgave med at få fyrretræerne malet i de farveforløb, Britt har udviklet for værkerne: nogle bliver farvebejdset, mens andre får heldækkende maling på flader og kantstykker, så der opstår en dybdevirkning mellem lagene. Samtidig bliver væggene i kantinen på Voss Gymnasie lyssat med wallwasher. Det vil skabe andre skygger omkring værkerne, der igen udbygger og leger med lagene i motivet.

Til installationen har Britt også fået konstrueret et kæmpe panel af pulverlakeret plexiglas fra Neon Sign. Igen er pladen skåret efter et udsnit af fyrretræsmotivet, mens hun i bagkanten har fået fræset en kant til en indlagt LED-lyskæde, så lyset kommer til at sive ud bag frontpanelet.