Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Menneskesal er en arkitektonisk installation, bygget på træværkstedet og i atelier plan 2. Installationen vil både skabe plads til individuel fordybelse og samtale og fremstå som en permanent del af Blågårdens Bibliotek fra november 2022.

Okt. 2022

I Maya Peitersens æstetik mødes det sarte vilkårlige med gentagelsen i form af elementer og moduler. Her smelter industrielle referencer og porøs psyke sammen til smukke og sære eksistenser. Hun arbejder altid ud fra en stærk idé og finder værkernes endelige form i processen.

”Jeg bygger mine rumlige værker analogt, da de små uensheder, håndens arbejde giver, er vigtige ift. at give dem en menneskelig skrøbelighed”.

Menneskesal er et totalinstallatorisk arkitektonisk greb, der inddrager hele rummet på bibliotekets 1. sal. Værket rummer reoler og siddemiljøer. Det er poetisk fabulerende, poetisk af udtryk og samtidig både funktionelt og empatisk.

Den primære målgruppe er børn og unge fra Nørrebro, ofte med to-sproget baggrund, men også alle andre interesserede, så det gode kulturmøde kan opstå og samtale om oplevelsen kan foregå.

Installationen er bygget af birkefinér og malet med oliebejdse i en nøje samstemt farveskala af varme rødlige nuancer, der leder tankerne hen på menneskelig imødekommenhed. Den er skabt i menneskelige dimensioner og kan flyttes rundt på hjul og omformes efter behov.

Væggene er beklædt med høje træpaneler af rødbejdset birkefinér. Lofterne og det øverste af væggene er malet i den samme farveskala, og gulvet er beklædt med nyt dybrødt linoleum. Belysningen er integreret i værket med loftslamper af birkefinér og ydermere indbygget i reoler og siddemiljøer.

Menneskesal er støttet af Statens Kunstfond, Nordea Fonden, Rådet for Visuel Kunst, Statens Værksteder for Kunst og Københavns Kommune.