Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Tekstildesigner, Marie Nørgaard Nielsen, har i SVKs syværksted klippet, foldet og syet store stykker hvidt kanvas-lærred for at skabe en tredimensionel struktur, der illustrerer troen på skytsengle.

Ifølge den danske forfatter og filosof Martinus findes der tre typer af skytsengle, der alle hører til i den åndelige dimension. Der er engle, som arbejder fuld tid for os på det åndelige plan og altid er til rådighed, når vi beder om hjælp.

Der er engle, der midlertidigt fungerer som skytsengle i den periode, de tilbringer i den åndelige dimension imellem to fysiske liv på jorden.

Og så er der os selv, forstået sådan, at vi, når vi sover, befinder os på et åndeligt plan mentalt set, og på dette natlige besøg i en anden dimension, har vi mulighed for at agere skytsengle for andre.

Med serien af hvide tre-dimensionelle tekstile værker materialiseres denne og Marie Nørgaard Nielsens egen tro på skytsengle. Intentionen er at minde os om vores samhørighed med englene ved at eksemplificere deres kosmiske ophav. Minde os om, at der muligvis findes en åndelig verden, der ikke kan ses med det blotte øje.

Værkerne udføres i ét stort stykke stof, der klippes og foldes, hvorved fladen omdannes til en tre-dimensionel struktur.

Materialet er hvidt kanvas med blyants-optegninger, der giver et indblik i 3D-strukturens underliggede metodik. Og som måske giver en fornemmelse af, at der findes systemer og sammenhænge, der rækker ud over vores almene verdensopfattelse.