Aia Sofia Coverley Turan og Cecilie Skov har arbejdet i metalværkstedet på en serie af fem værker til udstilling i Kunsthal 44Møen med titlen, Some Windows are Blind.
Feb. 2025
»Some Windows are Blind« er en serie af fem værker, placeret i landskabet omkring 44Møen. De ligner abstrakte skilte og kort, som både indsamler og overfører information fra deres omgivelser. Tavlerne er udført i forskellige metaller – stål, kobber, aluminium, tin og reagerer forskelligt på vejr og berøring. De har form som forstørrede papirark; nogle har huller som dem, der er lavet af en hullemaskine, mens andre har æselører, folder eller en post-it-lap. Deres titler åbner et poetisk rum, hvor litterære fortællinger smelter sammen med materialet og det omgivende landskab.
Først lavede vi grundformen til hvert skilt. Vi bukkede fladstål til rammer, lavede beslag og borede huller til bolte på søjleboret, klippede plader til skiltene med rundede hjørner, svejsede alle dele sammen og samlede dem med håndskårede gevind og bolte. Herefter eksperimenterede vi med at bearbejde de forskellige metaller og undersøgte hvordan de reagerede på regnen. Vi børstede overfladerne med forskellige teknikker, fortinnede kobber, opvarmede metallerne og påførte bivoks med pigmenter, samt afprøvede diverse patineringer.
For at indarbejde vores litterære referencer arbejdede vi med forskellige greb, der kunne gøre metallet mere papiragtigt. Dette gjorde vi ved at lave buk og folder med pladebukkeren, rundinger og krøl med pladevalsen og ved at skære huller i pladerne med plasmaskæreren.