Aia Sofia Coverley Turan har, under sit ophold i atelier Store Formater, arbejdet på en serie skulpturelle værker til udstillingen, To be a place that has no center, i Huset for Kunst og Design, Holstebro.
Sept. 2024
Turan har arbejdet med komposition og bemaling af en 16 meter lang frise i pap. Hun har modelleret, lavet støbeforme og støbt to kjole-skulpturer i gips. Hun har afprøvet forskellige muligheder for installering og samtaler imellem værkerne.
Sideløbende har hun bygget trækasser til en serie TV-dioramaer med assistance fra træværkstedet og svejset fødder og ophæng til kjolerne og en række bronze- og aluminiumsstøbninger på metalværkstedet.
Frisen/ Løberne
Frisen er tegnet i hånden, hvorefter den er blevet digitaliseret og skåret i pap. I Atelieret blev alle dele lagt ud, placeret, limet og bemalet med hvid pigment og kridt. Motivet forestiller en række knoklende arbejdere i konstant bevægelse, som skal løbe langs væggene og binde udstillingen sammen.
“Frisens cirkulære form repræsenterer det at være i konstant bevægelse og i stilstand. Værket omhandler det, at når ens bevidsthed er flere steder på en gang (i flere lande fx), så føles det som at løbe væk fra noget, løbe hen mod noget; både fysisk og mentalt.“
Gipsskulpturerne/ Kjolerne
I atelieret blev skulpturerne, som før opholdet var fræset i PU-skum retoucheret, hvorefter de blev overfladebehandlet med gips og slebet. Senere tog jeg form på dem med silikone og gips, og lavede de endelige afstøbninger i akryl-gips (Jesmonite).
Med sparring fra Mads på Metalværkstedet, lavede jeg små fødder i rundstål til den lille kjoleskulptur, imens jeg indstøbte ophæng til et dobbeltsidet relief, der skulle hænge præcist over en gammel fyldningsdør, som en henslængt våd kjole.
Kjole-skulpturerne, de dryppende stofkroppe er kroppe uden et center, uden skellet, kroppe der bærer sig selv. De handler om den trætte og hengivne krop.
Kroppen mellem steder, i en tilstand af diaspora. Kroppen mellem den indre og den ydre verden, den private og den offentlige krop.
TV’et/ Dioramaerne
Med sparring fra Ulrik på træværkstedet, byggede jeg en serie trækasser efter mål fra et gammelt 28 tommer, billedrør-TV. Delene til kasserne skar vi i MDF og krydsfiner, hvorefter de blev limet og fik skjulte ophæng. Kasserne får senere indsat håndstøbte skærme i plastik med indstøbte motiver i silke og pigment, samt skulpturelle objekter i tin og kobber. Denne del færdiggøres efter opholdet på SVFK.
Motiverne, der støbes ind i skærmene, er scener fra et hjem; silhuetter i et slukket fjernsyn.
I køkkenet er en vask flydt over, da tv’et rapporterede en foruroligende nyhed, nogle børn løber og leger, en familie følger med i en sæbeopera, et rastløst par er ude af stand til at sove. Tv’et forbinder beboerne med deres længsler og savn. Fjernsynet både nærer savnet og er en kilde til bekymring.
Tunge tekstiler/ bronze- og aluminiumsskulpturerne
På metalværkstedet, blev der, som en lille bonus, tid til at lave ophæng på 4 små bronze- og aluminiumsskulpturer.
Skulpturerne blev støbt på VAK (Vestsjællands arbejdende værksteder) uden helt at have besluttet, hvordan de endeligt skulle færdiggøres og præsenteres.
Efter at have brugt tid med dem i atelieret, hvor jeg kunne se dem sammen med de andre værker, besluttede jeg at de skulle op på væggen for at lette noget af tyngden. På metalværkstedet rensede jeg støbekanaler fra støbningen af skulpturerne, som vi borede ud på drejebænken og bankede skruer i.
Sådan blev hele skulpturen til en skrue, som kan monteres i væggen og hænge og være tung, våd og let på en og samme tid. Bronzerne bliver senere patineret.
Skulptur er en måde at være tilstede i den komplicerede fysiske verden; frembringe temperament, vrede, viden, krop og stædighed. Temperamentet og bevægelsen har jeg forsøgt at få med i bronzerne; kluden vredet midt i en tanke, viskestykket, der bliver sparket ud i vinden – skulpturer som minder eller små opråb.
