Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Cecilie Norgaard søgte ophold på Statens Værksteder for at udvikle en udstilling til O–Overgaden i foråret 2025. Da hun bor og arbejder i Wien, havde hun gjort stort set alt forarbejdet med sine oliemalerier på forhånd.

Marts 2025

Arbejdet med udstillingen begyndte i løbet af efteråret i Wien, hvor jeg udviklede den motivkreds, udstillingen skulle bestå af. I slutningen af januar rullede jeg billederne sammen, byggede en papkasse omkring dem og checkede den ind som odd-size luggage i flyet mod København. I Turboladen, som virkelig er et spektakulært rum, fik jeg hjælp af en assistent til at spænde billederne op på alu-rammer.

Jeg brugte omkring ti dage på at finjustere billederne på de nye rammer og gøre dem helt færdige. Der var ét billede, der slet ikke var færdigt, som jeg fortsatte arbejdet med. Min arbejdsgang er langsom og billederne er bygget op af mange lag. Når et billede har fået ét lag, skal det stå mindst et døgn og gerne længere, før det er tørt nok til at kunne få næste lag. Blandt andet derfor arbejder jeg også på mange billeder af gangen, så de får lov at stå og ikke bliver rørt ved hele tiden. Alle billeder til denne udstilling er udviklet på samme tid.

Udstillingen, “Emotionally Invested”, består af 12 oliemalerier. Billederne har nogle grundsymboler til fælles, for eksempel biler og art supplies, som de jonglerer mellem sig. Symbolerne er som udgangspunkt meget genkendelige, men tilsammen forskyder billederne denne genkendelighed.