Anne Mette Larsen har benyttet Statens Værksteders ARM- og TC-1 væv for at skabe nye værker til udstilling hos Galleri KANT i foråret 2021.
Feb. 2021
Udgangspunktet for mit arbejde med disse værker har udelukkende handlet om farve og teknik, forklarer Anne Mette Larsen, som nåede hele tre opsætninger på væv under sit ophold.
Arbejdet på ARM-væven
Ni billeder på hver 1×1 meter. Kæden er indfarvet i partier, så selvom jeg har gentaget det samme mønster ni gange, er billederne forskellige.
Teknikken er en dobbeltvævning i to kvaliteter papirgarn bundet sammen af bindetråde i kæde og skud, som giver et synligt grid i fladen. Motivet er en krans af drejlsblomster – typisk brugt i duge. Den er her forenklet og blæst op i størrelse.
Arbejdet på TC-1 væven
En række billeder i varierende størrelse, hvor de to lag af tyndt papirgarn løbende skifter farve i forskudte partier. Kompositionerne er lavet undervejs i takt med, at kædetrådene skifter farve. Et tredje skud giver mulighed for områder med løse skud- og kædetråde, hvilket har været nyt for mig.
Den sidste opsætning på TC-1 væven blev til en række mindre billeder vævet af restgarnet fra de foregående opsætninger. Det blev bl.a. til et par kompositioner med en blanding af drejlsblomst og løse tråde.
I alle værker er selve vævningen, uanset lag, bindetråde og løse tråde: toskaft (lærred) i balance. På den måde opnår jeg farveblandinger undervejs, når skud og kæde mødes.
Jeg arbejder med den simpleste vævebinding, lærred, i flere lag og med indfarvning af materialet som en helt afgørende faktor. Ved de to sidste opsætninger er indfarvningen foregået på Statens Værksteder. Ca. 60 farvebade blev det til i denne omgang.