Hop til indholdet.

Projekt

Marie Bancks: The Unrevealed is Present

2018 / Billedkunst

Svenske Marie Bancks har været på Statens Værksteder for Kunst for at lave forarbejdet til en række skulpturer, der skal udstilles på Not Quite Gallery i Sverige til efteråret. Her har hun undersøgt materialer, lavet mock-ups og testet 1:1. De endelige skulpturer producerer hun først senere.

Aug. 2018

Marie Bancks projekt er at skabe et landskab af tildækkede skulpturelle objekter. Metalkonstruktioner med limstærkt stof henover.

Hun vil undersøge spændingen og mystikken ved det tildækkede; undersøge nysgerrigheden og fantasien om, hvad der mon befinder sig bag. For hvordan visualiseres det skjulte, det glemte og det forbudte?

”Når jeg er færdig her på SVK skal jeg vide, hvordan formerne skal se ud, og hvordan jeg behandler materialerne,” fortæller hun.

Hendes værkstedsophold går ud på at udforske, hvordan disse tildækkede objekter skal tage sig ud. Hvad de skal være, hvordan de skal produceres, i hvilke materialer, osv. De endelige skulpturer laver hun i Sverige en måned før udstillingen åbner, så metallet kan nå at rustne under åben himmel.

“Det har været rigtig dejligt at arbejde undersøgende uden at skulle producere et egentligt færdigt værk,” fortæller hun.

Intuitionen råder
Projektets udgangspunkt er billedet af et rum fyldt med tildækkede møbler. Men Maries værk ender med at være mere abstrakt. Hun vil dog gerne beholde stemningen af det tildækkede møbel ved at arbejde med en genkendelig skala og lige linjer.

”Muligvis kunne et objekt være genkendeligt som et møbel, som fx stolen, for på den måde vil man alligevel tænke de andre som møbler også,” reflekterer Marie.

Hun anvender runde stålstænger i sin opbygning af skulpturerne; afprøver forskellige former, dimensioner og tykkelse på stålstængerne. De spinkle metalstænger nærmest danser gennem rummet, når hun bygger dem højt op, og de er nemme at håndtere. De tykkere giver mere materialitet og synlighed, men de er meget tunge og derfor sværere at arbejde med alene.

Stålstængerne har hun skåret til og svejset sammen med et TIG-svejseapparat, som minder om en loddemaskine. Her holder man selv tråden med venstre hånd, mens man sammensmelter stålstængerne. Overgangene mellem stængerne skal gerne være glatte, så svejsningen ikke bliver for tydelig. Det er ikke en nem teknik. ”Man skal bruge noget tid på at øve sig,” fortæller hun.

Marie har skitseret sig frem på papir til forskellige former og lavet modeller af træpinde, som er limet sammen med limpistol. Skævhederne fra blyantstegningerne har hun forsøgt at overføre til de store strukturer, så det bliver en ”tegning i luften”. Hun går intuitivt til værks. Uden målebånd og lommeregner.

Lærerige 14 dage
Metalstrukturer i alle mulige skæve geometriske formgivninger ’svajer’ og ’slingrer’ i atelieret: kuber, kasser, pyramider, små som store. Her dækker og draperer Marie dem med brugte lagener og undersøger, hvordan hun kan få metallet til at rustne og affarve tekstilet.

Først forsøgte hun at tilføre rustent metalstøv udenpå lagnerne, men det blev for tydeligt, og rusten blødte ud over hele værket. Så forsøgte hun sig med at slibe stålstængerne med sandpapir og behandle dem med saltvand og eddike. Det lykkedes! Over bare en enkelt nat var stængerne rustnet.

”Stål ruster hurtigt, men når man får det fra fabrikken, er det ofte behandlet med rustbeskyttelse. De fleste vil jo helst gerne undgå rust. Men beskyttelsen kunne jeg slibe af med sandpapir, og saltvandet sætter rustprocessen i gang,” forklarer hun.

Efter at have behandlet stålet på en mock-up, har hun draperet et lille stykke stof, behandlet med trælim, udover. Hun har nogle steder klemt det fast omkring stålet og sat et par små klemmer på for at holde det fast. Stoffet fremstår på en måde mere transparent, fordi de rustne stænger komme til syne under lagenet, synes hun.

Marie har også eksperimenteret med at lave skulpturer kun bestående af lim og stof, men de var ikke interessante nok, fortæller hun. Det draperede stof spiller bedre sammen med stålstrukturernes stabilitet og hårdhed.
Stoffet behandler hun med trælim. Ikke proxy. Det bliver for giftigt, både før hende selv og for miljøet, og så lugter det for stærkt:

”Man skal altid overveje, hvordan materialer lugter, for lugt betyder også noget i en udstilling, for hvordan man oplever værkerne. Hvis jeg bruger giftige kemikalier ligesom epoxylim eller bruger syre til at behandle metallet med, så kan det muligvis også mærkes i udstillingen, og så mister man fornemmelsen af, at man står overfor overdækkede møbler som i et forladt hus.”

Efterfølgende Maries ophold på SVK har hun arbejdet videre med værkets tekstile side og valgt at anvende silke i stedet for lagner. Til den endelige installation regner hun med at bruge omkring 40 meter ren silke.

Skrevet af Stine Nørgaard Lykkebo

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260