Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I det lille fotoværksted har Malene Nors Tardrup testet forskellige billedstørrelser. Hvor store skal værkerne være, for at de virker overvældende? Kan man få en følelse af, at blive omsluttet af motiverne? Opholdet ved storformat-printeren og i det fotografiske atelier har primært handlet om at få en fornemmelse af størrelser og skala – og dermed den rette effekt.

Oktober 2023

I værkerne Terra Mare er spørgsmålet om skala vigtigt. Motiverne og spørgsmålet om skala, kan konstant genforhandles i mødet med beskueren; er det fossiler, sensuelle kroppe, mikroskopiske organismer eller enorme ukendte væsner, vi står over for?

Projektet består af seks fotografiske værker, som fører publikum ned på havets dyb og illuderer, hvad der kan gemme sig på havbunden. Beskueren præsenteres for en fortælling om sære organismer og evolutionære mekanismer og peger grundlæggende på forestillinger om liv; lige under overfladen og langt nede i den fascinerende undersøiske verden.

Værkerne fabulerer over det komplicerede økosystem af bemærkelsesværdige organismer – mennesker, dyr, planter, mikrober og bakterier. Billederne er æstetisk smukke, men på samme tid foruroligende.

De fotografiske værker er skabt af modificerede dronefotografier taget over Vesterhavet. Ligesom Jordens oprindelse kan findes i alger fra havet, kan værkerne finde deres oprindelse i den jyske vestkyst.

Værkerne er en undersøgelse af, hvad der kan ske i mellemrummet mellem fakta og fiktion, når videnskabelige observationer og fotografiske registreringer oversættes til billedsprog.

Målene som jeg er kommet frem til bliver henholdsvis 80×111 cm, 120×180 cm og 80×180 cm. Da udstillingsrummet er mørkelagt bliver de endelige værker præsenteret i to lyskasser, to Smartframes og som ét stort gennemskinneligt værk (keramiskglasprint), som kan beskues fra begge sider og belyses med spots eller som to værker, udført i enten silke eller som Plexiglasprint.

Løbende i arbejdsprocessen har jeg, med SVFK-kollegaer, drøftet mine værker, materialer, formater og mulige installeringsmetoder. Feedback, ‘friske øjne’ og gode råd er vigtigt for min kunstneriske proces. Det kan lade sig gøre på SVFK, da huset rummer designere, kunstnere og håndværkere, som gavmildt deler ud af deres professionelle syn på sagen. Jeg har bl.a. været et smut forbi træværkstedet for at forhøre mig om forskellige rammeløsninger til værkerne. Meget berigende og inspirerende dagligt at kunne dele sin arbejdsproces med andre udøvende.