Maja Lund Hvidtfeldt Mortensen har arbejdet i tekstilværkstedet med at producere værker til en udstilling i efteråret 2024 med omdrejningspunkt i marine materialer, naturlige pigmenter og forskellige tekstile fibre.
August 2024
I den første del af opholdet arbejdede jeg i Tekstilværkstedet, hvor jeg rensede og indfarvede råuld, silke og
byssustråde fra blåmuslinger, med naturlige pigmenter. I den anden del af opholdet var jeg i Atelier plan 3, hvor jeg kartede og spandt fibrene sammen. Til sidst filtede jeg materialerne sammen i de endelige værker, både ved hjælp af vådfiltning og nålefiltning.
Værkerne skal indgå i udstillingen “Byssus” i Officinet i København, der har fokus på materialet byssus, som også kaldes ”havsilke” og ”havuld”. Byssus er små tråde af hår, som udskilles fra muslingers fødder, med hvilke de fæstner sig til sten, til hinanden indbyrdes eller til havbunden.
Når havet er oprørt, øges mængden og kvaliteten af trådene. Hvis muslingerne skal flytte sig til et mere passende sted, slipper de taget i underlaget og vandrer. Udgangspunktet for udstillingsprojektet er inspireret af en sardisk tradition med at spinde havsilke af byssustråde fra middelhavsmuslingen Pinna nobilis.
Gennem århundreder har begrebet byssus skiftet betydning mellem hør, bomuld, uld, silke og havsilke. Oldtidens græske litteratur fortæller om Jason og Argonauternes jagt på det gyldne skind, og i tekster fra middelalderen vokser myterne om havsilke frem fra den oprindelige Pinna til hybride havfår, og det vegetabilske lam fra Tartary.
Grundet begrebets mange forskellige betydninger er byssus sammenvævet med mange myter, sagn og materialer, som udstillingens værker på forskellige måder forholder sig til.
Arbejdet med at indfarve og filte materialerne sammen er et forsøg på at afprøve nye eksperimentelle metoder til at arbejde med byssusfibre fra blåmuslinger på.
Selve vådfiltningsmetoden af de udvalgte fibre spejler byssusbegrebets sammenfiltrede fortællinger og de mange tilhørende forståelser af materialet i en tekstil kontekst.
Produktionen af værkerne er støttet af Statens Kunsfond, Beckett Fonden og Grosserer L.F. Foghts Fond.
Fotos: Malwa Grabowska / Hipermania