På SVK arbejder billedkunstner Else Ploug Isaksen på projektet ”We’ll Take You There. Icelandic Tourist Modifications”, der er funderet på Elses ture til Island gennem de seneste 12 år. Senest i 2012 var hun på et to-måneders residency i henholdsvis Laugarvatn og Seydisfjördur, hvor projektet for alvor begyndte at tage form.
I forbindelse med sine mange rejser til Island er Else blevet konfronteret med en ekstrem og konstant tiltagende turisme. En tilstrømning, der udover en stigning i antallet af turister, viser sig gennem det hav af turistbrochurer og reklamer rettet mod turister, som er blevet en fast bestanddel af de årlige rejser.
Else ønsker med projektet at rette en venlig, humoristisk kritik af den massive turismeindustri, som Island i øjeblikket underkaster sig, og som ifølge Else tager fokus fra landets storslåede natur.
Projektet er en totalinstallation, der involverer maleri, video, fotografi, tegning, collage og postkort. Alle har de natur-turismen som centralt omdrejningspunkt, og flere af værkerne omfatter indsamlet turistmateriale, som Else omdanner til ’Cut-outs’ og ’Pop-ups’ ved at bortskære eller multiplicere det centrale motiv, som oftest det populære vandfald Gullfoss eller en gejseren Geysir.
En central og udfordrende del af Elses arbejde i Atelieret består i at overføre skitser, udklippede slogans og andet indsamlet og bearbejdet turistmateriale til otte store lærreder, der skal tage form som en slags overdimensionerede postkort.
Lærrederne er 12 gange større end et almindeligt postkort og males først i sarte oliefarver med lazurteknik, der gør det muligt at se igennem de enkelte lag maling. Hvert lærred består af en række kvadrater malet i hver sin nuance af samme farve.
På den kvadratopdelte baggrund aftegner Else det, fra postkort velkendte, hvide grid, ligeledes med oliemaling, så det ligger som et tykt og lukket lag oven på den transparente baggrund. Efterfølgende tegner hun abstrakte, islandsinspirerede naturmotiver i de enkelte rum.
På et lille udvalg af lærrederne maler Else forskellige turismeslogans med oliemaling, så det ser ud som om, bogstaverne er broderet med korssting på en bund af stramajstrik. Korsstingsbroderi er et traditionelt islandsk kunsthåndværk.
Udover at atelieret giver Else mulighed for at arbejde simultant på de otte store lærreder, tillader det hende at se installationens mange elementer i sin helhed og eksperimentere med det endelige udtryk.