Michala Paludan arbejder i træværkstedet på at forberede en installation til udstillingen Society Acts: The Moderna Exhibition 2014 på Moderna Museet i Malmö som åbner september 2014.
Arbejdet på træværkstedet består af to elementer; en række vitriner/skillevægge i træ der fremviser billeder samt nogle kasser til at sidde på.
Paludans installation tager udgangspunkt i nogle tekster af Marie Nielsen og yderligere en interesse for magtens æstetik – hvordan magt manifesteres og udbredes i det politiske landskab. Billedmaterialet på skillevæggene er dels Paludans egen dokumentation af 1. Maj 2014 i fælledparken. Disse billeder kombineres med en række opstillede billeder af hænder i aktion, blandt andet fra Arbejderbevægelsens Arkiv.
Paludans installation er en undersøgelse af magtens formsprog og af de æstetiske fællesnævnere der forefindes ved folkelige organisationer og statslig magtudøvelse.