Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

Keramiker Gitte Jungersen arbejder i Lerværkstedet på en serie vægobjekter til en soloudstilling på Galleri Blås & Knåda. Projektet handler om at zoome ind på glasur og på det som Gitte opfatter som essensen af fænomenet ”keramik”: at ler og glasur gennem udsmeltning transformeres fra mineralske råstoffer til et færdigbrændt udsagn.

Værkserien består af store rektangulære glasurflader. I hvert objekt indgår mange lag af forskellige glasurer, som har vidt forskellige fysiske egenskaber: lava-agtige glasurer som puster sig op med luft og flyder ud i brændingen, træge glasurer som trækker sig sammen i tykke klumper når de smelter, og blanke flydende lag af glasagtige farverige glasurer.

De forskellige glasurer smelter rundt i hinanden, de nederste lag koger og bobler op gennem de øverste, og nogle lag udvider sig så voldsomt, at de øverste glasurlag hives fra hinanden i flager.
Hvert objekt vil derfor fremstå stofligt komplekst med overflader som på engang er blanke, glatte, kogte, hullede og forrevne.

Gitte fremstiller sine glasurer gennem kemiske eksperimenter med at blande mineralske råstoffer. De tørre, hvide pulvere bliver i keramikovnens varme til en smeltende kogende substans, der i nedkølingen stivner i et stenhårdt efterbillede af processen. Gitte forklarer: ”Den keramiske brænding er en fremkaldende proces og en fase, hvor jeg tilstræber at give rum til, at ukontrollerede og tilfældige hændelser kan aflejre sig som spor i materialet. Det er her, den store udfordring i projektet ligger. At finde balancen mellem at kunne styre det så meget at objekterne lykkes, men samtidig give stor plads til at materialerne udspiller sig for fuld udblæsning, med plads til tilfældigheder- en balance mellem kontrol og kontroltab.

Keramik er nært forbundet med jord og natur, men er også et medie, som er kultiveret til et raffineret og syntetisk materiale. Jeg forsøger at rumme denne modsætning ved at arbejde med keramikkens lighed med geologiske processer, men samtidig tilføje en tydelig fornemmelse af noget artificielt. Glasuroverfladerne har derfor en dobbelthed i sig: de vækker associationer til natur, til sten, lava, osv., men samtidig har de farver som refererer til plastic og popkultur.”

Gitte fortæller videre: ”Intentionen er, at de voldsomme reaktioner, der foregår mellem de forskellige glasurlag, producerer en fornemmelse af, at man som beskuer ser på et still-billede, en stivnet bevægelse, et punkt på materialernes tidslinie, for ligesom, der er et ”før”, vil der jo også komme et ”efter”; objekterne vil engang gå i stykker, pulveriseres, opløses delvist igen – og det synes jeg er det forunderlige ved keramikken. Det er på én gang et meget bestandigt materiale som kan overleve i årtusinder i jorden, og samtidigt er det så skrøbeligt og går så nemt i stykker.”