Portneren er titlen på en skulptur, som Christan Bang Jensen har udført i Lerværkstedet fra den 1.
april til 6. juni 2024. Skulpturen er en udsmykningsopgave som installeres på Risingskolen i Odense i
august 2024.
Juni 2024
Ved indgangen til Risingskolen er der et indgangsparti med to portsøjler i mursten, som holder to sorte jernporte. På den ene af disse søjler integreres en skulptur i samme røde teglfarve, som soklen og resten af skolen er bygget i.
I min research til skulpturen har jeg været interesseret i skolens arkitektur, og i den forbindelse har jeg kigget på portaler og udsmykninger på gamle bygninger med et figurativt og grotesk præg, som vil være en modpol til skolens store geometriske fader i mursten.
Da skolen blev indviet, skrev Stiftstidende rammende: ”et digt i mursten, træ og lys”. Værket vil stå som en bisætning i genren gotisk fiktion. Indgange og porte har traditionelt været forbundet med overtro og forestillinger, som derfor også har mange tråde til både psykologi og kultur. Ved at placere en skulptur på
grænsen mellem skolen og det øvrige samfund indskriver denne sig i denne fortælling og markerer denne overgang.
Det fantasifulde og det utilpassede har en plads i vores samfund og arkitektur og kan dermed være en del af et inspirerende undervisningsmiljø. Monstret indgår ofte i både børn og voksnes fantasier, og selvom det er en del af populærkulturen, er det oftest på en lidt karikeret måde, og sjældent får monstret lov til at være i sin tvetydighed.
Der er nogle formelle modsætninger i skulpturen. Selvom den er fremmed og monstrøs, vrænger den ikke imod omverdenen, snarere hviler den i sig selv og har en slags indadvendt positur. En gargoyle eller portner står i kontrast til skolens enkle, klare og rationelle formgivning.
Måske opstår der, med denne demokratiske enkelhed, en længsel efter fortryllelse og det ornamenterede – lidt på samme måde, som kalkmalerier i ældre kirker er blevet restaureret og kommet til skue efter at have været kridtet hvide i århundreder.