Hop til indholdet.

Projekt

butternutbottomup. betternot

2018 / Billedkunst

Til anden del af en udstillingsrække om gentrificering genbruger billedkunstner Heine Thorhauge Mathiasen formatet og udformningen af et ældre stedsspecifikt værk. Ved at modificere strukturerne og tildele dem en ny billedflade passes værket ind i de nye rammer; samtidig med at det behandler idéen om nye rammer.  

Jul. 2018

På gulvet i det store atelier, Turboladen, har Heine lagt fire metalstrukturer ud, som udgør blindrammerne til et større værk, der skal indgå i gruppeudstillingen, Uptown High-Rise No2, på Vermilion Sands. I blindrammens form og dimensioner tager Heine afsæt i et tidligere værk, som blev udformet efter gulvplanet i et udstillingsrum hos Danske Grafikere, hvor det var udstillet.

Uptown High-Rise No2 er den anden ud af tre udstillinger, hvor de deltagende kunstnere med udgangspunkt i lokalområdet er blevet bedt om at forholde sig til områdefornyelsens både positive og negative følger. Værkerne i udstillingen tager således afsæt i de fysiske rammer omkring udstillingsstedet, Vermilion Sands, og sætter tematisk fokus på følgerne af den områdefornyelse, udstillingsstedet på det ydre Nørrebro selv er en del af. I blindrammens form bærer Heines værk et andet rum med sig ind i udstillingen. Værket behandler således en idé om rum og rumfornyelser, som han også udforsker i forbindelse med motivet på den billedflade, der påmonteres strukturerne.

I det ældre værk bestod billedfladen af lærred, og rammen af træ. I det nye påmonterer Heine i stedet hårde masonitplader på rammen, som derfor må konstrueres af solide metalstrukturer. Konstruktionen arbejder han på i metalværkstedet og Turboladen. Senere skal han bruge pladsen i Turboladen til at udføre motivet og skabe et samlet enkelt udtryk over de fire plader.


Stærk struktur til en hård billedflade
Heine svejser og sliber rammestrukturerne, som består af sort stål. ”De tidligere konstruktioner af træ var for uholdbare, så dem kasserede jeg efter første udstilling i Danske Grafikere. Da billedfladen nu bliver tungere, er det nødvendigt at gøre rammen stabil. Samtidigt vil jeg gerne stramme udtrykket lidt op”, fortæller han.

I kanterne påsætter han aluminiumsprofiler og -lister og borer gevind, som han har udskåret i metalværkstedet, ind i stålet. Således kan han i Turboladen senere montere masonitpladerne.

”Her i atelieret ser rammernes dimensioner måske ikke ud af meget, men de er ret store, da de har samme mål som det udstillingsrum, det ældre værk var udstillet i.” Billedfladen er større end dimensionerne på en standard masonitplade, og han må derfor, efter at have skåret pladerne til, så de passer i formen, samle stykkerne, så de fylder rammen ud.

Når billedfladen er monteret, udfører han motivet.

”Jeg skal ikke arbejde noget frem. Det bliver mere en bevægelse end et motiv”, siger Heine. I Turboladen er der plads til, at han kan arbejde på motivet over alle fire store plader på én gang. ”Værket er lagt fladt ud på gulvet, da jeg vil udføre motivet i tre sammenhængende bevægelser på billedfladerne.” Med en overfræser fræser han motivet i masonitpladerne. Herefter benytter han sig af en teknik, der kaldes flocking, som bl.a. bruges til overflader på luftmadrasser og indersider af smykkeskrin. Her drysser man pulver bestående af velourfibre, også kaldet flock-pulver, ned på billedfladen. På den måde vil motivet få en blød, skinnende og stoflig overflade.


Rammen som skulpturelt skema
Det ældre værk, som var udstillet hos Danske Grafikere, hang her i loftet og havde i rammestrukturerne en direkte stedsspecifik forbindelse til rummet; med de buede aftegninger af døråbninger mimede formen ned til mindste detalje lokalets plantegning. Denne stedsspecificitet tages nu ind i et andet rum og installeres på ny. Når værket er færdigt, vil Heine bruge pladsen i Turboladen til at afprøve forskellige installeringsvariationer. ”Jeg ser det som en form for objekt-maleri, der befinder sig et sted mellem skulptur og billede. Det er derfor ikke givet, at det skal hænge på væggen.”

For Heine er rammen en vigtig del af værket. Han arbejder ofte med begrebet om rammen som et skulpturelt skema, han i billedfladen kan arbejde ud fra. ”Jeg kan godt lide begrebet om rammen, da jeg mener, man får en masse foræret ud fra de begrænsninger, som rammen sætter; de hensyn, der må tages til det praktiske og logistiske.”

I de re-konfigurerede rammestrukturer indrammes et rum, som denne gang ikke mimer dimensionerne i udstillingsrummet, men i højere grad behandler et universelt rum, der kan fornyes; ligesom det er tilfældet i det byrum, udstillingsstedet indgår og tager del i.


Skrevet af Laura Reumert

SVK, Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K, +45 32 96 05 10, info@svfk.dk
Sekretariatet har åbent man. – fre. kl. 9-15. Lør. – søn. lukket.
CVR: 11887260