Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

”Hvordan afkoder vi mennesker kulturen? Og hvordan forankrer man en kultur i sit design?” – de spørgsmål stiller designer Aviaaja Ezekiassen. Hun har påbegyndt et studie i, hvordan man forstår grønlandsk design og hvilken værdi der er lagt heri. Dette har udmundet i tre møbel-designs som tematiske nyfortolkninger af grønlandsk kultur og historie.

Hele baggrunden for projektet Paddle Chair har været et forstudie i, hvad der karakteriserer grønlandsk design. Under denne researchfase erfarede Aviaaja, udover en stærk symbolik tendens, at mange fandt det svært at sætte ord på hvad ’grønlandsk design’ er. Derfor har dette projekt haft til mål at nærme sig en række karakteristika og komme nærmere på et svar for, hvad der essensen af grønlandsk kunst og design. De tre designs er, med afsæt i studierne, Aviaaja’s bud på grønlandsk design, der afspejler det moderne grønlandske samfund.

Tematisk designsprog
Aviaaja arbejder med fortællinger i hendes designunivers: ”For at forstå grønlandsk kunst og design skal man forstå det miljø grønlænderne har levet i samt den religiøse overbevisning, de har haft heraf”.

De tre designs har hver sin tematik tilknyttet. Paddle Chair har afsæt i paddelåren til den grønlandske kajak og refererer til mennesket – ”Vi kalder os selv for inuitter, der betyder ‘mennesker’ og er i kunsten generelt optaget af mennesket.” Et spisebord lavet af genbrugsglas skal forstås som tematiseringen af det miljø mennesket har levet i og er en fortolkning af havisen.

Den religiøse overbevisning har været et vigtigt element for at klare sig i det barske miljø. Her tager designet af en bordlampe afsæt i en fortælling om den åndelige rejse til månen, hvor man har brugt den grønlandske tromme til at komme i trance og på denne måde mentalt tage på åndelige rejser. Det er intentionen, at de tre designs skal indgå i en kollektion på syv produkter.

CNC- fræset Paddle Chair
Paddle Chair er startskuddet på dette større projekt og derfor har stolen i denne omgang været fokusset for opholdet på SVK. Aviaaja har lært CNC-fræserens teknologi og hele opsætningen fra bunden. Både ryg, sæde og ben er CNC-fræset. Det var oprindeligt tanken, at det blot var sædet og ryg, men undervejs måtte Aviaaja erkende at benene også måtte CNC-fræses. Dette har indebåret mange tests.

En anden udfordring har været det enorme præcisionsarbejde der ligger i anvendelsen af to forskellige træsorter – eg og røget eg. Træsorterne er valgt for at mime paddelåren, som gennem tiden har været lavet af drivtømmer med et beskyttende ben langs padlens kanter og sider. Dertil har det også været vigtigt at ramme det rigtige æstetiske udtryk uden at det blev hverken nordisk eller skandinavisk. Paddleårens rundinger ses på både ryg og sæde, hvor Aviaaja har fortsat samme formsprog. Den videre bearbejdning efter CNC-fræsningen består af en tilskæring med båndsav og båndsliber samt pudsning på både maskine og manuelt. Stolen skal samles med dominobrikker.

 

Skrevet af Fanny Menaka Dons