Anne Brandhøj er uddannet møbeldesigner, men arbejder i sit virke som designer ligeledes med en skulpturel praksis. På Statens Værksteder har hun skabt en serie af skulpturelle objekter, som på forskellig vis udfordrer revnedannelser og spændinger i skiver af massivt træ. Målet har været at fremhæve træets strukturer, revner og forløb.
Anne Brandhøj er inspireret af uforudsigeligheden i at arbejde med et naturligt materiale. Hun arbejder i massiver, hvilket vil sige, at hun benytter hele, friske stammer, som er fældede inden for det seneste år.
Fjernelse af træets centrum
Anne Brandhøj har i tidligere projekter arbejdet aktivt med at omfavne træets revnedannelser og dyrke de bevægelser, der opstår under tørring. Her fandt hun ud af, at der er mange spændinger i centrum af træet, og hun blev derfor inspireret til at afprøve, hvad det gør ved formen og tørringen, hvis mere materiale fjernes. I dette projekt har hun således eksperimenteret med at fjerne stammens midte for derved at fjerne spændinger i træet. Denne metode gør, at træet får mere frihed til at vride sig og derfor udvikler færre revner.
Projektet består af to serier: en serie af vaser, Blooming Beauties, og en serie af piedestaler.
I sine skulpturelle objekter bevæger Anne Brandhøj Hansen sig væk fra funktionselementet – i hvert fald fra at have det som et konkret udgangspunkt. Kun at tænke i funktion finder hun begrænsende i forhold til at udvikle form, men hun påpeger samtidig, at det har været interessant at udforske vasen, netop fordi den også kan bruges til (tørrede) blomster.
Afbarkning, CNC-fræsning og slibning
Objekterne har hun først skitseret i hånden og derefter konstrueret i 3D. Hun har klargjort træet ved at afbarke det og skære det til med båndsav og kædesav, og efterfølgende har hun brugt CNC-fræseren til arbejde sig ind på formen.
”Det er lidt en udfordring at arbejde med, for maskinerne er jo ikke lavet til de her store stykker træ. Det er jo ikke et savværk, jeg er på. Nogle gange må jeg derfor tage ret mange lag på forskellige maskiner. Stammerne er store og ruller, og de er derfor ret uhåndterbare. Jeg kan ikke umiddelbart smide dem i en afretter, så jeg har forskellige teknikker til, hvordan jeg får skåret en flade af med kædesaven eller får hugget barken af. Derudover er der ret mange begrænsninger i, hvad man kan fræse. Det må kun være 19 centimeter højt, og jeg har derfor en formmæssig ramme, jeg skal forholde mig til.”
Efter fræsningen har hun lavet en hel del efterbearbejdning i hånden, herunder tilskæring af hjørner og rundinger, overfræsning og slibning ad mange omgange. Først når formgivningen er helt færdig, skal de tørre; en proces, der tager nogle måneder. Idet træet også bevæger sig efter formgivningen, altså under tørringen, er fjernelsen af centrum afgørende for, hvordan formen udvikler sig.
Til trods for, at Anne Brandhøj altid lægger ud med skitseringer og derefter følger en forholdsvis slavisk arbejdsproces, fremhæver hun, at der altid sker meget med hendes formgivning, når hun går fra medie til medie.
Fældning og formgivning
Objekterne er skabt af flere forskellige træsorter – heriblandt ask, fyr og valnød. Hun har et godt samarbejde med Naturstyrelsen, som hun tager i Hareskoven og Vestskoven sammen med for at hente træ.
For Anne Brandhøj er det vigtigt, at hun selv kan udføre selve formgivningen af sine objekter, og det er efterhånden også blevet en stor del af hendes praksis.
”Jeg holder rigtig meget af både håndværket og at lære forskellige teknikker, udforske former og bare at være i den proces og se, hvad det giver. Jeg kan jo ikke lave to, der er ens, og de varierer meget i skala og udseende alt efter, hvad det er for noget træ, jeg får fat i.”
Æstetisk bæredygtighed
Anne Brandhøjs vision er at udvide bæredygtighedsbegrebet til ikke kun at handle om genbrug og bæredygtige materialer. Hun er optaget af den æstetiske bæredygtighed og designer derfor objekter, som i kvalitet og funktionalitet appellerer til længerevarende relationer:
”Jeg arbejder med æstetisk bæredygtighed ved at skabe værker, som fremhæver, hvordan træ patineres, ældes og forskønnes over tid. I særligt de ubehandlede værker ændrer træet sig jo med årene alt afhængigt af de omgivelser, det indgår i. Jeg synes, det er de ubehandlede værker, der er de smukkeste. Det er selvfølgelig mere sart, men der sker også bare noget, når man bruger det og rører ved det, som jeg synes er fascinerende.”
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, og værkerne udstilles på to forskellige udstillinger i 2019. Mere info herom følger.
De to sidste billeder er taget af fotograf Amanda Hestehave.
Skrevet af Cecilie Aaby