Kunstinstallationen ”Paper Theater” tager udgangspunkt i papirteater også kendt som modelteater. Den moderne tradition for papirteater stammer fra 1800 tallet, hvor man finder de første teaterstykker med personer, dekorationer, sange og teksthæfter tit med afsæt i kendte dramaer og kærlighedshistorier.
Inspireret af papirteateret som scenemodel har kunstneren skabt et værk som fungerer både som installation, og performativt værk. I værket bliver en del af Kunsthal NORD forvandlet til et ”modelteater” i 1:1 størrelse.
Modelteateret som værk
Vi befinder os i et dansk hjem i en forstad til København hvor der afholdes bryllup mellem en dansk mand og en østeuropæisk kvinde. Både ”skuespillere” og scenografi er skabt af forstørrede udklip fra kunstnerens, og andre migrantkvinders, bryllupsfotografier og fotografier fra den første tid i Danmark. Ud af fotografierne er skabt kollager, der fungerer som scenografi og som dukker, der kan flyttes rundt på scenen.
Modelteater er noget, som kunstneren dyrkede en del, med sin mor under opvæksten. Denne udtryksform giver endeløse muligheder for at genfortælle historier og ændre på historiens forløb. Ved at bruge papirteaterets greb i dette erindringsprojekt fik kunstneren mulighed for at udforske, og på en ny måde se den personlige udlægning, af et stykke levet liv.
Fortællingen tager udgangspunkt i minder og oplevelser fra den første tid i Danmark, hvor midtpunktet er en serie breve- og fotografiudvekslinger, mellem kunstneren i København og hendes mor i Beograd. Dette skaber, sammensat med materiale fra andre østeuropæiske kvinder i vesten, en slags hukommelseskollage. Vi hører beretninger om au-pair jobbet, sort arbejde og ægteskabsmigrationen på godt og ondt. Materialet afslører kvindernes intime tanker og overvejelser, og de vanskelige og til tider kontroversielle beslutninger de skal træffe for sig selv. Værket viser os blandt andet kvindernes fremtidsdrømme og følelsen af fremmedgørelse, som den opleves, når tidligere normer er erstattet af nye i et ukendt land.
Arbejdet på Statens Værksteder for Kunst
Arbejdsopholdet i det store atelier Formeriet gav mulighed for at skabe en stor kulisse på 6x4x8 m konstrueret af flere lag pvc print. Prøveopsætning på atelieret også mulighed for at arbejde med lys- og lydopsætningen til udstillingens performancer.
”Dukkerne” er udskåret af KAPA skumplader og til dem udarbejdedes stativer på træværkstedet som blev CNC-fræset. En del af metalkonstruktionen, der bærer kulisserne er lavet af metalrør på metalværkstedet.