Ahm & Lund har arbejdet i træværkstedet på en serie knock-down snedkermøbler i høj kvalitet. De har eksperimenteret med nye materialer fra træindustrien – bl.a. ålegræs, hairlock og hampefibre som polstring.
Maj 2022
Designerne har fokus på, hvordan vi sammen kan skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Deres projekter belyser forskellige tilgange til sameksistens med naturen, og hvordan vi kan leve mere bæredygtigt og i balance. Et eksempel på dette er måneuret Moonwork, som viser månens faser i realtid.
Moonwork
Måneværk er et standur, som illustrerer månens gang på himlen. Uret består af en sokkel af sort basalt, en kuppel af kvætset sort ler og en kuppel af parian porcelæn. Bag porcelænskuplen gemmer sig et mekanisk urværk, hvilket får en lille håndbanket sølvskal til langsomt at rotere om en lyskilde. Sølvskallen kaster en skygge, som vandrer henover porselænskuplen. Skyggens silhuet viser månens faser hen over en komplet månecyklus på 29,5 døgn.
Måneværk er udviklet i samarbejde med urmager Rune Bakkendorff og åbner for et nyt område indenfor design, kunsthåndværk og horologi: hvor objekter udfordrer balancen mellem brug og kunst.
Måneværk rummer en samtale mellem menneske og natur; mekanik og organisk materiale; samtid og urtid. Udtrykket er underspillet, og Måneværk fremstår i høj grad skulpturelt. Dets ’funktion’ – at vise månens gang på himlen – er nærmest æstetisk i sig selv. I kraft af dets materialemæssige kontraster, formsprog og funktion vækker objektet mindelser om natur, planeter og kosmos og er med til at minde os om, at vi er en del af noget større.
På jorden hænger vores tidsopfattelse sammen med jordens rotation om solen og månens gang over himlen. Alligevel lever mange af os med en findeling af tiden i både arbejde og fritid. Måneværk udfordrer denne findelte opfattelse af tid: uret tæller ikke sekunder, minutter eller timer, men månens vandring på himlen. På den måde inviteres vi til at afstemme vores tid med naturens og planeternes gang. Vi inviteres til ro, fordybelse og eftertænksomhed og tilbydes måske en sundere og mere bæredygtig måde at leve med tid på i overensstemmelse med den natur, vi er en del af.
Projektet er udført i samarbejde med Lin Rosenbeck, Raadvad Stenhuggeri og Urmager Rune Bakkendorff.
Materialer: Parian porcelæn, sort ler, messing, stål, sort bassalt, sølv.
Overgrown
Overgrown er en karmstol bestående af et skarpt stel og en blød polstring. Stellet er udført i brunkerne-ask, som er et overset restprodukt fra møbelindustrien. Polstringen er lavet af ålegræs, hamp og uld samt tekstilet Revive2, der er fremstillet af genanvendt polyester.
Stolens stel præsenterer en rigid ramme, hvorigennem polstringen bobler ud som en korallignende vækst. Dermed tilbyder stolen stærke konturer i et skarpt formsprog, der er let at forstå, mens det samtidig udfordrer denne rigiditet med det boblende liv.
Overgrown er skabt ud af en forskningsproces i materialer og en søgen efter nye æstetiske pejlemærker. Fyldet er resultatet af en undersøgelse af naturlige alternativer til skum for at opnå et organisk og voluminøst udtryk.
I Overgrown møder disse naturfibre og genanvendte restmaterialer (materialer som kunne foranlediges til at blive anset som affald af lav værdi) en design- og forarbejdningsfilosofi, som har fokus på forfinelse og akkuratesse.
Materialer: Brunkerneask – linoliemaling – ålegræs – uld – hamp – tekstil revive2
Apart
Apart er en robust og enkel møbelserie, som er udviklet med to benspænd: 1) krav om naturlige, voluminøse alternativer til skum og 2) krav om industriel produktion med reduktion af miljøbelastende transport.
Polstringen er tilblevet via erfaringer fra udviklingsprocessen med stolen Overgrown. Her viste materialeundersøgelser af ålegræs og hair-lock, at det er muligt at skabe et voluminøst udtryk med organiske materialer, ved at arbejde med polstringskassetter. Kassetteteknikken sørger for, at materialets fibre ikke knækker eller kollapser, men i stedet holder form og fjedring intakt. I Apart-serien er denne læring blevet videreudviklet, sådan at polstringskassetterne muliggør et alternativ til skum i sædekonstruktion. Forarbejdningen af skum kræver en stor mængde energi. For at gøre materialet flammehæmmende anvendes der sundhedsskadelige kemikalier, som senere afgasser i hjemmet.
Den mængde energi der anvendes i råstofudvinding, forarbejdning og transport har stor betydning for møbelindustriens belastning af klimaet. Derudover spiller materialets evne til at binde CO2 også en vigtig rolle. Ålegræs har tidligere været anvendt i madrasser og har vist sig at have en lang levetid. Ligesom træ binder ålegræs en stor mængde CO2.
Begge materialer er hygroskopiske, hvilket vil sige, at de har egenskaber, der gør dem i stand til at optage og afgive omgivelsernes vanddampe, hvilket er med til at give et godt indeklima. På grund af sit høje saltindhold er ålegræsset naturligt brandhæmmende og modstandsdygtigt mod råd, svamp og insektangreb.
Møblerne i Apart-serien er knock-down. Dermed kan de transporteres og leveres tæt pakket i adskilt form. Skønt møblerne let kan samles efter fragt eller skilles ad, når de ikke er i brug, har de et stramt æstetisk udtryk uden synlige samlinger. Dette skyldes brugen af en særlig hængseltype udviklet af SISO, som tillader en tæt og solid samling, som bevirker, at møblet kan skilles ad og samles gentagne gange.
På grund af den modulære konstruktion, er det ydermere muligt at bruge de samme principper i industriel produktion af en række forskellige møbler. Den variable længde af sargene, de kvart-koniske ben, og kassettepolstringen udmøntes i bænke, skamler og barstole.
Materialer: Oregon pine, Ålegræs, hairlock, Tekstil fra Kjellerup
Corner
Corner er en møbelserie bestående af et udtræksbord samt bænke udført i ’Layers’, som er et nyt materiale udviklet af Dinesen. Layers er i familie med CLT (Cross Laminated Timber), hvilket oprindeligt er fremstillet til byggeindustrien, som et alternativ til beton elementer.
Materialets egenskaber muliggør en høj grad af materialereduktion, og giver derved møblerne i Corner-serien deres lette og svævende udtryk uden at gå på kompromis med styrke og formstabilitet.
Med Layers har Dinesen skabt en gulvplanke bestående af tre lag krydslaminerede massive træplanker. Krydslamineringen åbner et spændingsfelt mellem plade- og massivtræsmøbler, der giver helt nye produktions- og funktionsmuligheder. De tre lag introducerer en ny styrke og holdbarhed til pladematerialet, som tillader betydeligt tyndere godstykkelse, fordi lamineringen gør pladen mere formstabil end tilsvarende massive træplader. Corner er vokset ud af disse materialemæssige muligheder, som oprindeligt var tiltænkt byggeindustrien.
Vi bliver flere og flere mennesker på kloden og flere, der bor alene. Vi skal lære at leve på mindre plads og vil derfor få gavn af pladsoptimerende møbler, der kan konfigureres og tilpasses forskellige brugssituationer. Bordet i Corner-serien tager derfor ’det hollandske udtræk’ op til revision. Bordet nyfortolker det klassiske og velkendte princip ved at blotlægge de midterste sarge og skaber herved et let og svævende udtryk, så det fremstår moderne, praktisk og næsten arkitektonisk i dets karakter.
Møbler i cornerserien er alle knock-down og kan således skilles ad og pakkes fladt, hvilket mindsker fragtens CO2 udslip betragteligt (transport og fragt er den største kilde til forurening fra træmøbler). De massive plader forlænger møblernes levetid og giver befæstningen af samlebeslagene høj styrke, så møblerne bliver modstandsdygtige og tåler gentagende samling og adskillelse. Krydslamineringen muliggør, at pladerne kan slibes og dermed restaureres adskillige gange, hvilket forlænger møblernes levetid.
Materialer: Douglas Layers – Tekstil fra Kjellerup Væveri (Langeland)
Thora
Stolen Thora består af fire dele og to hovedmaterialer: 1) et CNC-fræset sæde af MDF (et industrielt nemt forarbejdeligt -og derfor billigt- materiale og 2) en dampbøjet del af bøg. Overfladen er sort højglans piano lak, der er slidstærkt og holder udtrykket gennem generationer.
I sit designsprog maner Thora til eftertænksomhed og inviterer brugeren til at komme måltidet i hu. Sædet har en ukurant form efter en udskåret bøgestamme og mimer gennem materialets støvkorn og dets bearbejdning, det stolen var engang: et rigtigt træ. Den høje ryg understøtter denne oplevelse af levende liv og giver et højtideligt udtryk som en modvægt til en forjaget tilværelse, hvor mange er fraværende og har mobilen med som ubuden gæst ved middagsbordet.
Thora er en nyfortolkning af Thonet No. 14 (den klassiske bistrostol af Michael Thonet fra 1860) og genbesøger den udfordring, Thonet stillede sig selv i både materialer, produktionsteknik og formudtryk. Thonet No. 14 var én af de første stole, der blev designet med masseproduktion for øje og markerer en industriel revolution i møbeldesign.
Fortolkningen viser os, at bæredygtighed i design er en mangefacetteret udfordring. Selve designet skal stå tidens tand, så objektet kan leve og omfavne mennesker på tværs af generationer og over tid, så vi minimerer vores forbrug. Bæredygtigt materialevalg og ditto produktionsteknik skal fordre værdibevarende genanvendelse, når objektets levetid er ovre, og objektet skal kunne pakkes tæt for at reducere transport per enhed og dermed minimere miljøbelastning.
Materialer: CNC-fræst sæde af MDF og en dampbøjet del af bøg. Overfladen er sort, højglans, pianolak.