Det fineste Dinesen Douglas Gran i bjælker stables, overlappes, ja nærmest væves ind i hinanden i Huggegården, hvor tre arkitekter arbejder på en siddekonstruktion til Munkeruphus. Her skal RE F O R M Design Biennale i år løbe af stablen fra 9. juni-26. august 2018.
Anne Dorthe Vester, James Albert Martin og Eibhlin Ní Chathasaigh mødte hinanden på KADK i begyndelsen af 2010’erne. De har længe ønsket at samarbejde og øjnede en mulighed med RE F O R M Biennalen, der giver dem anledning til at videreudvikle en allerede veludtænkt trækonstruktion, der på én og samme tid kan benyttes som siddemøbel, som definition af rum, som udsigtspost og som lysfilter. Det stedspecifikke element har bevirket en nedskallering af det oprindelige projekt, som var tænkt en del større. Men da konstruktionen skal stå udendørs på ’Gunnars terrasse’ med udsigt over Øresund, må den tilpasses de naturligt angivne rammer.
Vævet træ
Arbejdet på Statens Værksteder har centreret sig om siddekonstruktionens led – hvorledes den sættes sammen, så bjælkerne på det nærmeste flettes eller væves ind i hinanden. Den skal kunne holde til udendørs vejr og vind og til, at Munkeruphus’ gæster kan sidde på den.
”Vores idé udspringer af et simpelt stable-princip baseret på en serie af gentagelser, som når man stabler brænde. Ved enkelte aktive handlinger har det udviklet sig til en vævet konstruktion”, forklarer de tre arkitekter.
De enkelte elementer fletter sig ind i hinanden og låses fast for at skabe et sammenhængende hele. Med en radius på 2,25 meter fastgøres konstruktionen i jorden som en art udendørs rumdeler, der spreder og fordeler et lysindfald fra den ene side. På én og samme tid et siddemøbel, en rumdeler og en solskærm. Solskærmen har en nordøstlig / sydvestlig akse, så dens ryg vender mod aftensolen og indrammer den smukke have.
De vertikale elementer sættes visse steder fast i jorden, mens de på det flisebelagte område foran Gunnars værelse blot står på stålfødder. Konstruktionen danner derved overgang mellem fliserne og det mere kupererede terræn. Vævningen slutter med åbne ender – et bevidst valg fra arkitekternes side, der skaber rum for eftertanke og dialog mellem mennesker, sted og materiale.
I højden er konstruktionen lidt over 2 meter og tilpasset menneskekroppen, således at bjælkerne roterer fra horisontale til vertikale, der hvor gæstens ryg naturligt har brug for støtte.
