Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I keramikværkstedet har pottemager og designer Michael Geertsen udfordret sin keramiske praksis med nye glasurtyper, skrøbeligt porcelæn og større skala. De nye værker skal udstilles på Jason Jaques Gallery i New York i 2017.

Ideen om at skalere sine værker op er et forslag fra Michaels gallerist Jason Jacques. For ham selv er størrelsen ikke det essentielle i arbejdsprocessen, men han har valgt at tage udfordringen op, og forklarer:

”Det er pokkers besværligt at skalere sine værker op. Man tager ikke bare dobbelt så meget ler, og dobbelt så stor en ovn. Det største værk jeg har lavet knak allerede, da vi skulle flytte på det, så jeg måtte skære et stykke af den, og samle den på ny. Og så får mine ting altså ikke nødvendigvis større betydning af, at de bliver større i skala.”

Michael har arbejdet med både stentøj, lertøj og porcelæn under opholdet. Værkerne i porcelæn, skrumper omkring 20 % ved brænding, og de endelige resultater bliver derfor hurtigt noget mindre end forarbejderne.

Det lykkelige kontroltab
Ved at arbejde med det skrøbelige porcelæn under høje temperaturer, den store skala, og alternativ brug af glasur, har Michael indlagt benspænd i sin proces, og det har for ham været helt essentielt:

”Jeg priser mig lykkelig for at have muligheden for at indbygge et kontroltab, så jeg ikke skal bære mit udtryk hele vejen selv: At kunne lægge benspænd ud, så jeg får svar tilbage, der ikke er perfektion, men som peger på en skønhed der ligger et andet sted. ”

Den møjsommeligt konstruerede undergang
Michaels værker er opbygget af afbrudte voluminer og former, som han drejer i hånden, og møjsommeligt konstruerer. Der opstår en kontrast mellem det omhyggeligt komponerede håndværk og de endelige værkers sammensatte visuelle udtryk, og Michael uddyber:

”Jeg bygger en under undergang op – et undergangsbillede – det er den røde tråd i mit arbejde”,

Formgivningen i porcelæn udfordres særligt af materialets skrøbelighed:

”Du kan normalt ikke lave en stabling af tre ting oven på hinanden når du arbejder i porcelæn, men det gør jeg. Og det kommer der et anderledes svar ud af”, forklarer Michael.

De svar, som kommer ud af ovnen, er noget Michael lærer at holde af over tid. En del af arbejdsprocessen handler dermed om at efterbearbejde de ofte uventede resultater der kommer ud af ovnen:

”De værker som jeg er klar til at smadre, når jeg åbner ovnen, får med tiden en voldsom appeal. De skal have lov til at ligge og modne.”

Glasur-galskab
Til glasering af sine værker benytter Michael standardglasurer, men bruger dem på materialer de ikke er tiltænkt, eller bruger glasuren for rundhåndet, så der sker noget uventet. Han har lavet flere værker, hvor to glasurer har blandet sig under kogningen inde i ovnen, og skabt flotte, krakelerede mønstre. Andre værker har fået så meget glasur, at glasuren er løbet, eller er stivnet i et dryp. Nogle af værkerne har stået i en sø af glasur da han åbnede ovnen, og Michael har derfor haft dem til sliberen, for at blive poleret op.

Nye værker med en kompleks skønhed
Der forekommer en fin kompleksitet mellem den rigelige, lækre glasur-finish og de ofte tiltede, skæve eller helt væltede skulpturer. Udtrykket er vildere og mindre kontrolleret end i Michaels tidligere værker, og det er netop den bevægelse, som har været vigtig for Michael at tage under sit ophold på keramikværkstedet. Han tilføjer:

”Jeg har fundet en anden måde at præsentere et krukkevolumen på. Man kan aflæse de nye værker i et erkendelsesrum, og ikke bare tænke, at de er flotte og matcher gardinerne.”