På Statens Værksteder har Nina Worren arbejdet både digitalt og analogt med fotografiet. Hun har scannet negativer til digitale filer og arbejdet i det analoge mørkekammer. Dertil har hun lavet unikke gelatine silver kopier på barytpapir.
Oktober 2026
Det har været utroligt givende at undersøge mere intuitive og ekspressive metoder, såsom, hvad kan fotografi og maleri sammen? Og undervejs i dette arbejde har projektet udviklet sig og taget nye former.
Projektet tager udgangspunkt i spørgsmålet, hvad kan vi gøre for, at kvinders historier bliver fortalt? Det gælder både fra fortiden, men er i særdeleshed aktuelt nu, hvor mange lande går den modsatte vej. Hvad kan vi gøre for, at tabubelagte temaer om kvinders liv, sundhed og sind, bliver delt og talt om? Hvordan kan vi bære historier videre til fremtidige generationer? Svaret er, at vi må tage vare på fortiden, vores historie og skabe fundament for fremtiden.
Gennem kunsten kan vi dele og formidle historier, lave frie undersøgelser, subjektive tolkninger og på den måde undersøge og bevare historien.
Rejsen er personlig for mig, fordi mine formødres og andre kvinders historier – deres modgang og medgang – altid har interesseret og fascineret mig. I ungdomstiden læste jeg litteratur, der har haft afgørende betydning for min egen rejse: Vita Andersen, Tove Ditlevsen, Sigrid Undset, Cora Sandel, Amalie Skram, Toni Morrison,
for at nævne nogle.
Kvinders historier
Kvindeliv, Kvindesind. “Det Indre Mørkekammer” er en kunstnerisk undersøgelse af det at være kvinde gennem tiden og fungerer som paraplytitel for et større, mere langsigtet projekt i flere kapitler.
Første kapitel: Her følger jeg i forfatteren Amalie Skram’s (f. 1846, Bergen – d. 1905, København) fodspor og undersøger hendes forfatterskab, liv og møde med psykiatrien. Projektet belyser behandlingen af kvinder i psykiatrien gennem tiderne i Norge og Danmark. Hvilken betydning har arv, familie, kultur, historie, samfund, miljø og klasse for kvinders liv?
Dokumentation: I oktober 2025 søgte jeg efter Amalie Skram’s grav på Bispebjerg Kirkegård. Det viser sig, at der kun findes en mindebyste, da hendes urne er nedsat i en gammel fællesgrav.
Proces og research
For mig består den kunstneriske praksis af tre faser: at indsamle, at undersøge (herunder ophold i værksteder og laboratorier) og at præsentere for publikum.
Gennem kunstnerisk praksis og poetisk forskning, eksperimenter og kombinationer af medier og metoder, indhold og materialitet, finder jeg nye måder at se og opleve vores omgivelser på. En central del af arbejdet er at besøge relevante steder, hvor der har fundet behandling af psykisk sygdom sted i Norge og Danmark. Her undersøger jeg arkiver, møder fagpersoner og foretager egen dokumentation af steder og bygninger.
Dokumentation: En researchrejse til Rotvoll, det tidligere psykiatriske hospital i Trondheim, Norge, oktober
2025 blev støttet af Nordic Culture Point og Ophavsretsfonden.
Mål
Det der driver mig og dette projekt, er ønsket om og at give kvinder, som blev udstødt af samfundet, diagnosticeret og frataget deres frihed, en stemme. Måske vil kundskab og kendskab være med til at bryde
tabuer, og måske kan vi i dag skabe dialog ved hjælp af kunsten.
På lang sigt er målet, at projektet udvikler sig til et bogværk, en udstilling(er) og kunstneriske- og kuratoriske
samarbejder i norden.
