Projektet “Fra fotografi til serigrafi” undersøger overgangen og transformationen, når fotografiske motiver migrerer over i det serigrafiske udtryk.
Oktober 2026
Udgangspunktet for arbejdet på Statens Værksteder for Kunst er en serie udvalgte fotografiske værker fra de seneste år, hvor jeg arbejder med opstillinger af hverdagsobjekter – opbygget analogt og uden digital manipulation. I løbet af opholdet på Statens Værksteder har jeg arbejdet med at opløse og oversætte disse optagelser til serigrafiske tryk.
Den serigrafiske proces med at opdele et motiv i separate farvekanaler og lag-på-lag har et slægtskab med min måde at opbygge mine fotografier. Undersøgelsen kredser i høj grad om materiale, taktilitet og stoflighed: mødet mellem det oprindelige analoge fotografi, serigrafifarvernes direkte fysiske lag og valget af papir.
Arbejdsprocessen i værkstedet har bestået af praktisk, håndgribeligt arbejde med manuel farveblanding, belysning af rammer, prøvetryk samt justering af pasning og farvelag for at opnå præcis den rette balance og dybde i det færdige tryk. Resultatet er en serie på 8-10 nye serigrafiske værker, som skal vises i Galleri Spectas Viewing Room til maj 2027.








