Til udstillingen Berørt, som allerede er åbnet på SMK og Århus Kunsthal , hvorefter den skal til Brandts og til sidst SMK Thy, har Kaspar Bonnén lavet et værk i mursten med titlen Jeg troede vi skulle bygge noget op sammen, men jeg blev ved med at grave.
Maj 2021
Kaspar Bonnén har bygget ovenstående sætning af gamle mursten. Skulpturen taler om følelsen af at stå alene og forvirret i en svær tid. Venskaber og relationer, man havde bygget op, har måske vist sig svære at vedligeholde eller er faldet helt fra hinanden under coronapandemien.
Opholdet på SVFK
Fordi stederne er forskellige, og der er forskellige pladskrav, så har jeg på Statens Værksteder lavet en alternativ udgave af værket, så det i stedet for mursten er lavet af stiger i forskellig højde. Teksten er altså den samme, men placeret som trin på stiger i stedet for i mursten. Værket får således en helt anden karaktér og andre medbetydninger.
Om Berørt
De tre kunstværker, der udgør Berørt, er skabt af Benedikte Bjerre, Kaspar Bonnén og Sonja Lillebæk Christensen, og skal minde os om, hvordan vi har holdt hånden under hinanden i en svær tid. Og hvordan vi har levet med en fundamentalt ændret hverdag. Udstillingen åbnede 11. marts 2021 – et år efter, at statsminister Mette Frederiksen varslede nedlukning af Danmark.