Skip to content Skip to sidebar Skip to footer

I det lille lerværksted på Statens Værksteder for Kunst har kunstner og designer, Masoud Alavi, arbejdet med projektet Drawing Absence og overført sit formsprog til keramisk materialitet. Projektet undersøger de bevægelser, der normalt forbliver usynlige i en tegneproces – overgangene mellem linjer, løftet af pennen, de stille forskydninger i rummet.

Feb. 2026

Masoud har benyttet en pen-plotter til at tegne direkte i en blød, ubearbejdet plade og således overført sporene efter pennens arbejde til lerets overflade.

Den digitale, algoritmiske bevægelse materialiserede sig i et organisk og formbart materiale, som siden blev tørret og brændt. I mødet mellem maskinens præcision og lerets naturlige modstand opstod små forskydninger, ujævnheder og brud, ikke som fejl, men som aktive medskabere af værket.

Arbejdet i værkstedet gjorde det muligt at undersøge, hvordan digital tegning kan forankres i et ældgammelt håndværk. Resultatet er en serie keramiske plader, hvor fraværet, de ikke-tegnede bevægelser, bliver synlige som indgraverede spor i materialet.

Projektet udvider Drawing Absence fra papir til et taktilt, brændt og varigt medie, hvor tegningen ikke blot ses, men også kan mærkes.